kvotedirektivet

kvotedirektivet, EU-direktiv om grænser for virksomheders udledning af drivhusgasser; direktivet trådte i kraft i 2005. Det er et vigtigt fælles virkemiddel til at reducere udledning af drivhusgasser på en omkostningseffektiv måde i EU og dermed opfylde EUs klimaforpligtelser i forhold til Kyotoprotokollen.

Kvotedirektivet indebærer, at der åbnes for handel med CO₂-kvoter, hvor kvoterne fordeles efter en national allokeringsplan, der skal godkendes af Europa-Kommissionen. Kvoteordningen omfatter omkring 12.000 virksomheder over en vis størrelse inden for el- og varmeproduktion, olieraffinering, metal-, mineral-, glas-, papirmasse- og papirindustri i EU. Virksomhederne modtager gratis kvoter, men får generelt tildelt færre kvoter, end de antages at have behov for. Dermed får kvoterne en pris, og det koster noget at bruge dem. Kvoteordningen er fleksibel på den måde, at der gennemføres reduktioner, når det er den billigste mulighed, mens der købes kvoter, når det er mere hensigtsmæssigt. Tilsvarende kan overskydende kvoter sælges på markedet. EU-Kommissionen har hentet en del inspiration til kvotedirektivet i det danske CO₂-kvotesystem, der blev indført fra 2001.

Da kvotesystemet gælder for hele EU inklusive de ti nye medlemslande, sikres ensartede konkurrenceforhold mellem de energiintensive virksomheder. De enkelte EU-lande står dog over for meget forskellige reduktionsforpligtelser. Markedet er begrænset til EU, men vil på længere sigt kunne udvides globalt. Direktivet regulerer i første omgang kun CO₂, men er forberedt til senere at kunne omfatte alle seks drivhusgasser. Det er sandsynligt, at direktivet udvides til at omfatte flere sektorer og gasser med virkning fra 2008.

Kvotedirektivet er implementeret i Danmark gennem Lov om CO₂-kvoter, som blev vedtaget i 2004.