herredsting

herredsting, indtil 1919 de almindelige domstole i herrederne. Oprindelig var herredstinget den forsamling, som herredets beboere udgjorde, når de mødte op for at træffe beslutninger om fælles anliggender og for at afsige dom i retssager.

Tingstedet bestemtes af kongen med herredsmændenes samtykke, således som det udtrykkeligt ses foreskrevet i Eriks Sjællandske Lov. I løbet af middelalderen blev herredstinget først og fremmest domstol, især efter at herredsfogeden som kongens repræsentant omkring 1400 blev tingets leder og senere i 1500-t. enedommer.

Befolkningens deltagelse i retsplejen blev som følge af denne udvikling indskrænket til, at otte af herredets beboere som tinghørere, tingmænd eller stokkemænd skulle overvære retsmøderne for i givet fald at kunne bevidne, hvad der var foregået på tinge, se tingsvidne. Ordet stokkemænd havde forbindelse med tingstedets indretning, idet der over nogle store sten, der var placeret i firkant, blev lagt planker eller bjælker, de såkaldte fire stokke. Her sad bl.a. herredsfogeden, herredsskriveren og stokkemændene. Stokkemændene blev i 1847 afløst af lønnede retsvidner.

I ældre tid blev herredsting ligesom de øvrige ting afholdt under åben himmel, men i løbet af 1600-t. blev tinghuse opført de fleste steder. Da det siden slutningen af 1600-t. blev almindeligt at lægge byfogedembeder sammen med herredsfogedembeder, blev herredstingene afholdt i de samme lokaliteter som bytingene.

Betegnelsen herredsting ophævedes ved Retsplejelovens ikrafttræden i 1919, og tingene blev herefter benævnt by- og herredsretter eller underretter, fra 1972 byretter.

Om forholdet mellem herredsting og landsting, se domstol.