talionsprincippet

talionsprincippet, (1. led af lat. talio 'tilsvarende gengældelse', gen. talionis, afledn. af talis 'sådan'), i ældre tids strafferet et princip om, at straffen skulle bestå i et tilsvarende onde, som gerningsmanden havde tilføjet andre. Princippet har været kendt i adskillige retsordener, bl.a. i gammel semitisk ret, herunder mosaisk ret, jf. 2.Mos. 21,23-25 "liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd,...". Inden for retsudviklingen betegner talionsprincippet et yngre stadium med sit krav om ligevægt mellem retsbruddet og reaktionen herpå til forskel fra et ældre reaktionssystem, der var kendetegnet ved en til tider umådeholden hævn. Pga. mosaisk rets indflydelse fik talionsprincippet indpas i europæisk strafferet i løbet af middelalderen. For Danmarks vedkommende fik princippet betydning for behandlingen af manddrab fra midten af 1500-t. til midten af 1700-t. Ifølge Christian 5.s Danske Lov skulle manddrab således straffes med "liv for liv". Princippet fik derimod ikke indflydelse på behandlingen af andre forbrydelser.