afvisning

afvisning, det forhold, at en domstol pga. formelle mangler træffer afgørelse om, at den ikke kan indlade sig på at behandle en sag. Disse formelle mangler kaldes også afvisningsmangler. I visse tilfælde er en afvisningsmangel en absolut hindring for at få sagen behandlet ved domstolene, fx hvis en lovbestemt frist for anlæg af sag ikke er overholdt. I andre tilfælde kan mangelen afhjælpes, og sag anlægges på ny, jf. fx Retsplejelovens § 349 om en mangelfuld stævning. Nogle afvisningsmangler påser domstolene af egen drift, andre kun efter påstand fra en af parterne. Spørgsmål om afvisning kan opstå inden for alle dele af retsplejen.

Afvisning af en tinglysningsbegæring er tinglysningsdommerens nægtelse af at tinglyse et dokument, som er anmeldt til tinglysning. Tinglysningsdommeren har efter lovgivningen pligt til at undergive anmeldte dokumenter en vis prøvelse (dvs. nærmere undersøgelse). Denne prøvelse vil resultere i afvisning, hvis dokumentet ikke opfylder nærmere angivne formkrav, hvis dokumentet efter sin natur ikke kan tinglyses eller ikke kan tinglyses i vedkommende retskreds, hvis tinglysning er åbenbart overflødig til rettens beskyttelse, eller hvis udstederen af dokumentet ifølge tingbogen ikke er berettiget til at råde i den angivne retning. Ved afvisningen forsynes dokumentet med en påtegning om, hvornår det er anmeldt til tinglysning, og med en påtegning om afvisningsgrunden. Afgørelsen kan indbringes for (kæres til) landsretten.