fængsling

fængsling, varetægtsfængsling, frihedsberøvelse før dom, dvs. på et tidspunkt, hvor det ikke er sikkert, at den pågældende vil blive dømt. For så vidt muligt at hindre fængsling af uskyldige kræver Grundloven, at fængsling altid skal besluttes af en dommer.

Den sigtede eller tiltalte fremstilles i retten med krav om fængsling, og vedkommende skal altid være bistået af en forsvarer. For at fængsling kan besluttes, skal lovovertrædelsen kunne medføre fængsel i mindst et år og seks måneder, og dommeren skal finde, at der er begrundet mistanke om, at den pågældende har begået forbrydelsen. Endvidere skal der være bestemte grunde til at antage, at den pågældende vil unddrage sig straffen ved at flygte (anvendes så at sige kun over for udlændinge) eller vil gentage sin forbrydelse (anvendes almindeligvis kun, hvis lovovertrædelsen er begået fx under prøveløsladelse eller udgang, eller hvis den sigtede er tidligere straffet) eller vil forhindre sagens opklaring. Varetægtsfængsling bør med andre ord kun anvendes, hvis den er nødvendig for at opklare sagen eller for at bringe den skyldige for retten.

Retsplejeloven indeholdt oprindelig kun disse tre varetægtsgrunde, men i 1935 vakte det stor harme i befolkningen, at fire unge mænd, som havde tilstået en alvorlig voldtægtsforbrydelse, blev løsladt af retten, da sagen med tilståelsen måtte betragtes som opklaret. Som følge af denne sag blev der indført en bestemmelse i Retsplejeloven om, at der yderligere kan varetægtsfængsles ved forbrydelser af grov karakter, som kan medføre fængsel i seks år eller derover, og hvor der endvidere er en særlig bestyrket mistanke mod en person, den såkaldte retshåndhævelsesarrest. Efter Højesterets praksis må det antages, at der skal være en konkret forskyldt straf på mindst op imod et år.

Anvendelse af retshåndhævelsesarrest førte i Hauschildtsagen i midten af 1980'erne til, at Danmark blev dømt ved Menneskerettighedsdomstolen, fordi dommeren i den konkrete sag først havde fængslet på bestyrket mistanke og siden havde dømt i straffesagen. Domstolen i Strasbourg fandt, at den danske dommer ved fængslingen havde taget stilling til skyldspørgsmålet på en sådan måde, at han ikke senere burde dømme i straffesagen. I 1990 blev bestemmelsen om retshåndhævelsesarrest udvidet til under visse betingelser også at gælde for vold mod politifolk og for vold mod tilfældige ofre, såkaldt gadevold.

Der fængsles altid for en bestemt periode, højst fire uger, medmindre sagen er modtaget af retten og hovedforhandling er berammet. Om isolation af varetægtsfængslede, se Kriminalforsorgen.