retsmidler

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

retsmidler, adgangen til at appellere en retsafgørelse til en overordnet retsinstans eller at få sagen genoptaget ved den ret, der har truffet afgørelsen. Retsafgørelser kan efter dansk ret som hovedregel prøves i to retsinstanser. En retsafgørelse fra en landsret, der har behandlet sagen som første instans, kan appelleres til Højesteret. Sager, der er behandlet af en byret, kan appelleres til en landsret, men appel til Højesteret kan kun foretages med tilladelse (tredjeinstansbevilling) fra Procesbevillingsnævnet. Visse sager, fx sager om mindre bøder og afgørelser i mindre, civile sager, kan kun appelleres med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.

Appel skal iværksættes inden udløbet af visse frister, der er fastsat i Retsplejeloven, men hvis en frist overskrides, kan appelinstansen give tilladelse (oprejsningsbevilling) til, at sagen tages under behandling, såfremt overskridelsen anses for undskyldelig.

Appelsager behandles efter Retsplejelovens regler om hhv. anke og kære. Anke anvendes ved appel af domme og medfører som hovedregel en ny mundtlig sagsbehandling i den overordnede instans af de spørgsmål, der er afgjort ved dommen. Kære anvendes ved appel af kendelser og beslutninger. Kæremål, som er den traditionelle betegnelse for sager, der er kæret, behandles som hovedregel skriftligt på grundlag af parternes skriftlige indlæg. Forskellen mellem anke og kære udviskes af, at Retsplejeloven indeholder hjemmel til, at borgerlige ankesager kan behandles skriftligt, og at kæremål i visse tilfælde kan behandles mundtligt.

Genoptagelse, der medfører ny eller fortsat behandling af en sag ved den ret, der har truffet afgørelsen, kan efter Retsplejeloven tillades én gang. Hvis en part i en civil retssag er dømt ved en udeblivelsesdom, dvs. er blevet dømt efter modpartens påstand, fordi han udeblev fra et retsmøde, kan sagen under visse betingelser genoptages efter Retsplejeloven § 367. På tilsvarende måde kan udeblivelsesdomme i straffesager genoptages efter Retsplejeloven § 987. I sager, der ikke er afgjort ved udeblivelsesdom, afgøres spørgsmålet om, hvorvidt en sag skal genoptages, i den borgerlige retspleje af Højesteret efter Retsplejeloven § 399 og i straffesager af Den Særlige Klageret efter Retsplejeloven kap. 86. Retsplejeloven indeholder endvidere hjemmel til, at retten kan omgøre visse afgørelser om formelle spørgsmål, der træffes under sagens behandling, og rette skrivefejl og andre fejl i en retsafgørelse, når fejlen alene vedrører udfærdigelsens form.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
01/02/2009
Oprindelig forfatter
AWal
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki