Danmark - retssystem

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Retssystemet i Danmark kan føres tilbage til middelalderen. Romerretten har ikke været gældende i Danmark, men systemet er ikke desto mindre blevet påvirket af tysk, nordisk og senest europæisk ret.

Retsudviklingen

I middelalderen var Danmark delt i tre retsområder, Jylland, Sjælland og Skåne. De ældste danske nedskrevne retskilder er de såkaldte landskabslove fra 1200-t., hvoraf den mest kendte er Jyske Lov fra 1241. Landskabslovene var gældende, indtil der i 1683 blev opnået retsenhed i landet ved gennemførelsen af Christian 5.s Danske Lov, der var en af enevældens første reformer. En række bestemmelser i landskabslovene blev optaget i Danske Lov. Kun få af disse er gældende i dag, men mange grundprincipper i dansk ret kan følges tilbage til middelalderen. Karakteristisk for dansk retsudvikling er, at romerretten ikke har været gældende. Det betyder dog ikke, at dansk ret har været upåvirket af fremmed ret. Særlig i 1700-t. og 1800-t. var indflydelsen fra naturretten og senere ikke mindst fra tysk retsvidenskab betydelig. Særegent for dansk ret er det endvidere, at der ikke som i fx Frankrig og Tyskland findes borgerlige lovbøger, kodifikationer, men at de privatretlige regler findes i enkeltlovgivning eller er fastslået i praksis. Endelig har det nordiske lovsamarbejde siden slutningen af forrige århundrede spillet en vigtig rolle for udviklingen af dansk ret.

Retsområder

Inden for dansk retsvidenskab opereres med en overordnet opdeling i offentlig ret og privatret.

Grænsen er uskarp, og grundlaget for opdelingen omtvistet. Karakteristisk for den offentlige ret er, at den ofte angår varetagelse af almene samfundsinteresser, og at andre statsorganer end domstolene dominerer ved retsreglernes anvendelse. Den offentlige ret inddeles i statsforfatningsret, der er reglerne om de øverste statsorganers forhold, folkeret, der regulerer forholdene mellem stater, forvaltningsret, de retsregler, der gælder for eller bruges af den kommunale og den statslige forvaltning, strafferet, der er reglerne om, hvilke forhold der er belagt med straf, samt procesret, reglerne om retssagers behandling ved domstolene.

Privatretten regulerer forholdet mellem borgerne indbyrdes og mellem fysiske og juridiske personer som fx selskaber og institutioner. Reglerne skal afveje og værne om de enkelte parters interesser. Vigtige områder inden for privatretten er fordringsret (obligationsret), ejendomsret (tingsret) samt person-, familie- og arveret. I modsætning til tysk og fransk ret er handelsretten i dansk ret ikke udskilt som et særligt retsområde, men samhandel er reguleret af fx Købeloven og Forbrugeraftaleloven, som pålægger handlende et strengere ansvar og en større påpasselighed end private parter, ligesom de beskytter forbrugerne.

Retskilder

Øverst i den retlige trinfølge står Danmarks Riges Grundlov, Grundloven, som indeholder regler om de øverste statsorganer og om frihedsrettighederne (menneskerettighederne); den kan alene ændres ved en speciel procedure.

Der kan kun gøres indgreb i borgernes handlefrihed ved lov eller med hjemmel i lov, dvs. med grundlag i en lov. Grundloven fastlægger betingelserne for, at lovene er gyldige. Efter vedtagelse i Folketinget og stadfæstelse af dronningen skal lovene bekendtgøres i Lovtidende. De træder i kraft ugedagen efter bekendtgørelsen, hvis ikke et andet tidspunkt er direkte fastsat i den pågældende lov. Mange love gives som rammelove, der indeholder generelle retningslinjer og overlader til vedkommende minister at give nærmere forskrifter. De administrativt fastsatte bestemmelser, som udstedes inden for rammerne af en lov og kan indeholde regler, der er alment gældende, kaldes anordninger, bekendtgørelser eller inden for visse områder reglementer, vedtægter. Sådanne regler suppleres ofte af cirkulærer, dvs. forskrifter, der alene retter sig til myndighederne.

En lov ændres eller ophæves, ved at der udstedes en ny lov. I takt med den it-mæssige udvikling er lovbekendtgørelser blevet meget almindelige. De består af ajourførte lovtekster, der er sammensat af de gældende dele af den oprindelige lov suppleret med lovændringer.

Fra gammel tid har gældende ret endvidere været fastlagt af domstolene gennem retspraksis på områder, hvor der ikke findes lovgivning, og det sker stadig, fx inden for erstatningsretten. I andre retssystemer, især i common law-landene, har domstolene imidlertid en langt større retsskabende funktion end i Danmark.

Retssædvaner er også retskilder, som opstår ved, at en bestemt handlemåde er blevet fulgt almindeligt, stadigt og længe, fordi de berørte personer var overbevist om, at de var juridisk forpligtet til det. Sådanne retssædvaner er gældende ret. De kan tilsidesættes ved lov, eller domstolene kan underkende dem som urimelige.

Dansk ret og folkeret

De retlige normer, som regulerer forholdet mellem stater, benævnes folkeret. I Danmark er regeringen tillagt kompetencen til at handle på rigets vegne i folkeretlige anliggender, herunder til at indgå folkeretlige aftaler ved traktat. Der kræves dog samtykke fra Folketinget til dispositioner af større betydning og i visse tilfælde folkeafstemning.

En traktatmæssig forpligtelse, der indebærer et krav om ændring af dansk lovgivning, opfyldes gennem inkorporation, hvorved traktaten gøres til en del af dansk ret. Forud for inkorporationen kan traktatens bestemmelser ikke anvendes umiddelbart af danske myndigheder, og der kan derfor opstå konflikt mellem Danmarks folkeretlige forpligtelser og lovgivningen. Domstolene vil da søge at fortolke lovgivningen i overensstemmelse med folkeretten. Fx blev Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Danmark tiltrådte ved ratifikation i 1953, anvendt af domstolene som et bidrag til fortolkning af lovgivningen, før traktaten i 1992 blev inkorporeret.

Dansk ret og EU-ret

Gennem Danmarks medlemskab af EU er reglerne i EU blevet en del af dansk ret. De EU-retsakter, som kaldes forordninger, er umiddelbart gældende for danske borgere, når de er blevet offentliggjort på dansk i Den Europæiske Unions Tidende. EU-direktiverne derimod forpligter ikke danske borgere, før de er blevet gennemført i Danmark, fx ved en lov.

Domstolene

De almindelige domstole, som kan behandle alle former for sager, dvs. både civile sager og straffesager, er inddelt i et hierarki. Nederst byretter i hver af landets retskredse; som følge af Domstolsreformen bliver de hidtidige 82 byretskredse pr. 1.1.2007 sammenlagt til 24 nye retskedse. Dernæst kommer landsretter, Vestre Landsret og Østre Landsret, og endelig landets øverste domstol, Højesteret. Der må ikke i Danmark nedsættes særdomstole med dømmende myndighed. Derimod kan særdomstole nedsættes til at klarlægge et begivenhedsforløb, såkaldte undersøgelseskommissioner. Ud over de almindelige domstole findes domstole, som permanent varetager særlige retsområder, fx Sø- og Handelsretten. Der findes ikke i Danmark separat forfatningsdomstol eller separat forvaltningsdomstol som i Tyskland og Frankrig, idet sådanne sager behandles ved de almindelige domstole. I dansk retspleje har lægmænd fra gammel tid deltaget. I sø- og handelssager medvirker sagkyndige meddommere, og i straffesager deltager som hovedregel domsmænd, idet dog alvorlige straffesager afgøres under medvirken af nævninger.

Forvaltningen

Den offentlige forvaltnings opgaver er mangfoldige, men tre dominerer. Forvaltningen stiller ydelser, dvs. penge- og tjenesteydelser, til rådighed for borgerne; den opkræver skatter og afgifter, og den deltager i den omfattende og fintmaskede regulering inden for stort set alle livets områder, som kendetegner det danske samfund, især ved at overvåge overholdelse af generelle regler og ved at give konkrete tilladelser til ellers forbudt virksomhed. Retsreglerne om forvaltningen præges som i andre vesteuropæiske lande af nogle traditionelle retssikkerhedsidealer. Forvaltningsloven sikrer fx borgerne adgang til at blive hørt og på anden måde medvirke i sager, der angår dem, ligesom der ofte er adgang til at klage over en afgørelse til et overordnet forvaltningsorgan, undertiden et domstolslignende klagenævn. Desuden har Folketingets Ombudsmand indseende med forvaltningen og kan påtale fejl eller forsømmelser. Ombudsmandens udtalelser er ikke retligt bindende for forvaltningen, men følges i reglen.

Læs mere om Danmark.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 2 forfattere
MHansen
18/01/2013
Redaktionen
29/04/2009
Oprindelige forfattere
BeCh
29/01/2009
EThu
29/01/2009
Tamm
29/01/2009
TL-P
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki