krigsfange

krigsfange, militærperson, kombattant, som under krigsforhold er i fjendtlig magts, tilbageholdelsesmagtens, varetægt. For behandlingen af krigsfanger gælder folkeretslige regler, som er udviklet gennem internationale aftaler og delvis har rod i gammel sædvaneret. Reglerne har været overtrådt ved adskillige lejligheder, især under borgerkrige, men de efterleves dog i større udstrækning end de tilsvarende internationale aftaler om beskyttelse af civilpersoner.

Militært personel, som med ord eller tegn viser, at de opgiver videre kamp, eller som pga. sår er ude af stand til at flygte eller yde modstand, skal gøres til krigsfanger og nyder som sådanne folkerettens beskyttelse og rettigheder. Tilbageholdelsesmagten har pligt til at forpleje og klæde krigsfangerne, give dem mulighed for adspredelser og yde dem lægehjælp. Endvidere kan Røde Kors bistå med registreringen og formidle forsendelser og breve mellem fangerne og deres familier. Krigsfanger kan (med undtagelse af officerer) sættes til at arbejde, men de kan ikke tvinges til at deltage i kamphandlinger eller anden indsats, der er rettet mod egne styrker. Når fjendtlighederne er ophørt, skal krigsfangerne udleveres til hjemlandet.

Siden Den Westfalske Fred 1648 har international ret beskyttet krigsfanger mod at blive solgt som slaver. Genèvekonventionen om Røde Kors 1864 pålægger de krigsførende at yde syge og sårede kombattanter pleje, uanset hvilken side de har kæmpet for. De vigtigste senere bestemmelser findes i de to Haagkonventioner 1899 og 1906 og i Genèvekonventionerne fra 1949 med tillægsprotokollerne af 1977.