Island - kirkeforhold

Kristendommen blev formelt vedtaget på Altinget på Þingvellir ca. år 1000. Kirken blev evangelisk-luthersk i 1551. Religionsfrihed indførtes i 1874, da landet fik egen konstitution.

Den evangelisk-lutherske kirke er folkekirke og omfatter 90,5% af befolkningen (1996). Der findes tre evangelisk-lutherske frimenigheder (3,5%), som har samme bekendelse og liturgi som folkekirken. 1% af befolkningen tilhører den katolske kirke.

Der blev ingen omfattende religiøs folkevækkelse i Island i 1800-t. I 1899 påbegyndte Friðrik Friðriksson det fremgangsrige KFUM-arbejde i Reykjavík; sammen med missionsforeningerne dannede de front mod liberalteologien inden for kirken indtil midten af 1900-t.

Siden 1944 har kirkeministeren afgjort kirkens ydre anliggender. Biskoppen er kirkens overhoved; biskop og kirkemøde afgør kirkens indre anliggender. Kirkemødet, grdl. 1957, består af biskop, præster og lægfolk. Landet består af 114 præstekald opdelt i 16 provstier (1996). En ordinationsbiskop findes i hvert af de gamle bispedømmer Hólar og Skálholt. Lidt under en fjerdedel af de ordinerede præster er kvinder, den første ordineret i 1974. Kvennakirkjan, Kvindekirken, er en slags græsrodsbevægelse inden for folkekirken, der under voksende tilslutning holder kvindegudstjeneste en gang om måneden.

Interviewundersøgelser har vist, at islændingene er et religiøst folk. Kirkegangen er ikke stor, men folk søger i vid udstrækning til kirken i forbindelse med livsritualer og højtider.

Læs mere om Island.