forsagelse, at frasige, at fornægte, i religiøs sammenhæng at sige sig løs fra al omgang med Djævelen. Forsagelse bruges som betegnelse for den afsværgelse af Djævelen, der siden 100-t. har været en del af dåbsritualet. Forsagelsen kunne også forbindes med en gestus, hvor dåbskandidaten spytter mod Djævelen i vest for derefter at vende sig mod Kristus i øst. I det romersk-katolske dåbsritual fremtræder forsagelsen som tre spørgsmål (svarende til de tre trosartikler).
De danske reformatorer fulgte Luther, da de bevarede forsagelsen i dåbsritualet; den lyder i den danske oversættelse: "Forsager du Djævelen — og alle hans gerninger — og alt hans væsen?" Forsagelsen var omstridt i 1700-t.s rationalisme, men blev i modsætning til eksorcismen bevaret i Balles dåbsritual fra 1783; i de fleste andre lande blev den afskaffet. Især for Grundtvigs dåbsteologi spiller forsagelsen en vigtig rolle, som han gjorde rede for i Den christelige Børnelærdom (udg. i bogform 1868).
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki