Bibelen - Det Gamle Testamente

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

er kirkens navn på den første — og største — del af Bibelen. Det er en samling israelitisk-jødiske skrifter fra det første årtusinde f.Kr. Jøderne kalder denne samling for Miqra, 'den som bliver reciteret', eller TANAK, et kunstord, dannetaf forbogstaverne til Torah (Mosebøgerne), Nebiim (nogle historiske bøger og profetskrifterne) og Ketubim (skrifterne, dvs. Salmernes Bog, Jobs Bog og Ordsprogenes Bog samt nogle mindre skrifter). De enkelte bøger i GT er næsten alle skrevet på hebraisk, israelitternes og jødernes tale- og skriftsprog indtil et stykke ind i persertiden, dvs. i perioden ca. 1200-ca. 400 f.Kr. Derefter blev hebraisk gradvis fortrængt af aramæisk. Typisk nok er Daniels Bog, der i sin nuværende form er fra 165 f.Kr., skrevet dels på aramæisk (kap. 2-7), dels på hebraisk (kap. 1 og 8-12). I hovedsagen er GTs bøger i den skikkelse, hvori vi kender dem, blevet nedskrevet i tiden efter 540 f.Kr. Efter Alexander den Store, død 323 f.Kr., blev kendskabet til græsk almindeligt hos jøderne i Palæstina og Egypten, og derfor lod jøderne først Mosebøgerne og siden de øvrige skrifter i GT oversætte til græsk. Denne oversættelse, der blev udført i Alexandria i 200- og 100-t. f.Kr., kaldes Septuaginta, 'de halvfjerds'; ifølge traditionen var der egentlig 72 oversættere i arbejde, nemlig seks for hver af Israels tolv stammer. Septuaginta var den egentlige Bibel for den ældste kristne kirke. I de første århundreder e.Kr. meldte behovet sig for oversættelser af Bibelen til andre sprog. I Nordafrika, Italien, Frankrig og Spanien talte man latin, i Syrien syrisk; til begge disse sprog blev Bibelen oversat, så der fremkom en latinsk og en syrisk Bibel.

Septuaginta adskilte sig fra Miqra, den hebraiske Bibel, på to punkter: dels ved at have de enkelte bøger i GT i en anden rækkefølge, dels ved at indeholde jødiske skrifter, der ikke fandtes i den hebraiske Bibel, de såkaldte apokryfer. I kirkens Bibel bringes skrifterne i Septuagintas rækkefølge, hvor fx profetskrifterne står til sidst; de apokryfe skrifter stilles mellem GT og NT. Den katolske kirke har altid betragtet apokryferne som kanoniske, mens Luther nøjedes med at anse dem for læseværdige; den reformerte kirke afviser, at de hører med til Bibelen.

Både i sin hebraiske og i sin græske form begynder Bibelen med Mosebøgerne, der fortæller om Verdens skabelse, om paradiset og syndefaldet, syndfloden og Babelstårnet, derefter om Israels stamfædre Abraham, Isak og Jakob, om Israels ophold i Egypten, udvandringen og rejsen i de 40 år gennem ørkenen til det forjættede land. Samtidig meddeles de love, som Moses undervejs gav folket. Folkets historie frem til den babyloniske kong Nebukadnesers erobring af Jerusalem i 587/86 f.Kr. er fortalt i Josvabogen, Dommerbogen, Samuelsbøgerne og Kongebøgerne (og genfortalt i Krønikebøgerne), og brudstykker af jødernes historie efter hjemkomsten fra Babylon kan læses i Ezras og Nehemias' bøger. De apokryfe Makkabæerbøger beretter om jødernes opstand mod syrerne i 100-t. f.Kr. Alle disse bøgers værdi som historiske kildeskrifter har været genstand for megen diskussion. Uanset dette har kirken sin store interesse i 1. Mosebogs fortællinger om skabelsen og syndefaldet, for med dem er givet forudsætningen for det kristne frelsesbudskab.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
10/11/2010
Ekspert
NPLem
Oprindelige forfattere
EdNi
29/01/2009
Mull
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki