Nemesis

© Det Kongelige Bibliotek

Nemesis, der i fortvivlelse skjuler ansigtet i sine hænder, mens retfærdighedens symbolske vaterpas ligger henslængt på jorden. Farvelagt tegning af Nikolai Abildgaard, indklæbet i hans ven P.A. Heibergs stambog kort efter dommen 24.12.1799, der lød på landsforvisning på livstid. Den blomstrende æblegren, der ligger henkastet, hentyder til den oldgræske geograf Pausanias' beskrivelse af Fidias' klassiske Nemesisstatue i Rhamnous, der holdt en sådan i sin hånd. Stambogen findes på Det Kgl. Bibliotek.

Nemesis, (gr. 'tildeling'), i græsk religion et begreb og en gudinde for gengældelse og hævn, oprindelig svarende til erinyerne; tidligt var hendes virke dog forbundet med en form for højere retfærdighed.

Digteren Hesiod gjorde hende ca. 700 f.Kr. til datter af Nyx (dvs. ældre end guderne) og opfattede hende som en slags moralsk garant: Hvis et menneske har overtrådt de guddommelige love (hybris), genopretter Nemesis balancen, dike, hvilket af mennesket opfattes som hævn.

I Rhamnous i Attika dyrkedes en chthonisk Nemesis-Leda, som Zeus havde omskabt til en gås og selv i svaneskikkelse havde voldtaget, hvorefter hun lagde et æg, som Helena klækkedes af. Allerede i arkaisk tid smeltede denne Nemesis-Leda (en variant af Leda-myten) sammen med Themis og Gaia og blev til den klassiske Nemesis. I hellenistisk og romersk tid identificeredes Nemesis som skæbnegudinde yderligere med Tyche-Fortuna og Isis.