indisk filosofi

indisk filosofi, I den indiske filosofis historie spiller vedaerne en central rolle. De ortodokse skoler og retninger uddyber og forklarer de vediske tekster, mens kætterske systemer som buddhismen og jainismen ikke vil anerkende vedaerne som religiøs autoritet. Indisk tænkning beskæftiger sig med alle de store filosofiske og religiøse begreber: kosmologi, metafysik, erkendelsesteori, logik og etik. Et mål for alle retninger er at finde en vej eller et middel til menneskets frelse, frigørelsen fra livets evige kredsløb.

I Rigveda møder vi de første spæde idéer om verdens skabelse. Et ønske om klarhed kommer nu og da til orde i de vediske hymner: Hvorfra stammer det hele, hvad er det "ene"? De kosmogoniske spekulationer fortsætter i brahmanaerne. De fænomener, som digterpræsterne i Rigveda satte i forbindelse med skabelsen, samles nu i guden Prajapati, og der er en tendens til at gøre denne gud til urprincippet; han er både skaberen og selve skabelsen. Prajapati er identisk med offeret, der afspejler rytmen i kosmos. Det hellige ord, brahman, er den kraft, der gør offeret virksomt. I upanishaderne forvandles brahman fra at være en magisk kraft i offerhandlingerne til at blive den bærende og skabende kraft i tilværelsen. Upanishadetænkerne fandt i den menneskelige personlighed et permanent livsprincip, en "sjæl", atman, som de mente var identisk med det altomfattende brahman. I de samme kredse opstod forestillingen om genfødsel, dvs. individets vandring fra eksistens til eksistens. Dets handlinger, karma, er bestemmende for dets skæbne i de næste eksistenser.

Spekulationerne i upanishaderne udgør ikke et filosofisk system, men upanishadernes tanker har dels ansporet til, dels dannet grundlag for den senere systematiske tænkning. I årene omkring Kristi fødsel voksede seks ortodokse filosofiske systemer, darshana 'syn, synspunkt', frem. De har hver især deres grundlæggende tekster, der i de følgende århundreder blev kommenteret af betydelige tænkere.

Mimamsa søger at bringe vedaernes og brahmanaernes ofte modstridende opfattelser af ofringer og andre religiøse handlinger i harmoni med hinanden. Vedanta er det betydeligste af de seks filosofiske systemer. Denne lære fortolker og systematiserer de divergerende upanishadetanker. Flere lærde har i tidens løb grundlagt selvstændige retninger, fx Shankara (700-t.), Ramanuja (1000-t.) og Madhva (1200-t.). Samkhya er et ateistisk system, der opererer med to substanser, de evige og uforanderlige individuelle sjæle, purusha, og urmaterien, prakriti. Samkhya danner det teoretiske grundlag for klassisk yoga, som dog i modsætning til samkhya er teistisk. Nyaya, der behandler logik og dialektik, er nært knyttet til vaisheshika, der opdeler og klassificerer alt i kategorier.

Mødet med Vestens kultur har påvirket betydelige indiske filosoffer fra nyere tid, fx Roy, Vivekananda, digteren Tagore, Gandhi, Aurobindo og Radhakrishnan.