hikma

hikma, (arab. 'visdom'), islamisk mystisk-filosofisk retning fra 1100-t. Efter Algazels angreb på falsafa, den overvejende aristoteliske filosofi af græsk oprindelse (se arabisk filosofi), udvikledes der i det østlige islamiske område en nyplatonisk inspireret filosofi, der opfattede sig som modsætning eller overbygning til falsafa. Hikmaen ville nok støtte sig til, men ikke som falsafaen forlade sig på rationel tænkning. Avicenna påstod, at mennesket erkender ("informeres") ved at modtage "former" direkte fra de himmelske intelligenser og altså egentlig ikke ved at bearbejde sansedata. Denne teori udvikledes i hikmaen, ved at erkendelsens intuitive og ikke-kommunikerbare natur blev understreget, således at sand viden kom til at bero på mystisk initiering mere end på korrekt tænkning. Sit fremmeste udtryk fik hikmaen med perseren Suhrawardi (1153-91), ophavsmanden til den såkaldte illuminations- eller ishraq-skole, der med sin lyssymbolik har tilknytning til førsokratikerne og zarathustrisme. Her er det ikke blot erkendelse, men hele kosmos, der emaneres (udstråles) som lys.

Et mere logisk, stringent udtryk fik hikmaen med den arabiske filosofis sidste store systembygger, perseren Shirazi, kendt som Mulla Sadra (1571-1640). Han overtog Suhrawardis teori om en trinløs emanation, men erstattede lys med eksistens, der som en uafbrudt enhed forbinder Skaberen med enkelttingene, hvis separate eksistens derfor er en illusion. Ved at skelne skarpt mellem eksistens som realitet og forstandsmæssigt begreb kunne han nu "forklare" Avicennas ofte kritiserede teori (se Averroës) om, at eksistens er sekundær i forhold til essens, nemlig ved at reducere det til en logisk betragtningsmåde.