mystik (Religionsfænomenologi)

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Begrebet mystik bruges ofte om en udbredt religiøs grundoplevelse af jegets eller selvets forening eller sammensmeltning med og opgåen i altet eller det guddommelige. I monoteistiske religioner kan dette virke stærkt provokerende på omgivelserne, jf. fx henrettelsen i 922 af sufien al-Hallaj i Baghdad eller den pavelige fordømmelse i 1329 af 28 sætninger i Mester Eckharts skrifter.

Man kan skelne mellem to typer af mystisk oplevelse. Naturmystik kan komme som en helt spontan og uforberedt sanseoplevelse med åbenbaringens karakter, fx i forbindelse med naturen, og åbne for evighedsfølelser. Naturmystikken kan være en engangsoplevelse. I klostermystikken kan der derimod benyttes bestemte metoder og oplæringer i en religiøs mystik, fx i et kloster. Blandt midlerne kan nævnes sansekoncentration, musik, fast rytme, åndedrætsøvelser, bøn (se fx hesychasme), askese og euforiserende stoffer. Bevidstheden tømmes, viljens kontrol ophæves under meditation og kontemplation, og jeget forenes med selve oprindelsen, Universet sanses som en enhed. Mødet med enheden kan tolkes forskelligt: upersonligt eller som en guddom/Gud.

Oplevelsen er principielt uudsigelig, men kan søges tilnærmet med metaforer (lys, drik, eros) eller paradokser (både fylde og tomhed, ubevidst bevidsthed, udødelig død); fælles er, at den nye virkelighedsdimension, mystikeren oplever, tolkes som den sande virkelighed. Se fx bhakti, dao, zenbuddhisme, jødedom (kabbala), hermetisme, gnosticisme, sufisme.

Med afvisning af utolket erfaring uden sproglig og kulturel information fokuserer moderne forskning på traditionsforskellene mellem de enkelte religioners mystik. Nogle nutidige forskere inddrager empiriske data fra psykologi og neurofysiologi, de fleste uden at ville hævde nogen kausal relation mellem forandrede bevidsthedstilstande og forskellige former for stimuli af nervesystemet.

Kunstnerisk inspiration er en oplevelse, der ofte har mystikkens karakter.

Læs mere om mystik.

Læs om mystik i antik filosofi.

Læs om mystik i kristendommen.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

  • Der er endnu ingen tags til denne artikel
Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
14/10/2009
Oprindelig forfatter
FSte
01/02/2009

Emnetræ

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki