Lukasevangeliet

Lukasevangeliet, det tredje af de fire evangelier i NT, og sammen med Matthæusevangeliet og Markusevangeliet et af de tre synoptiske evangelier.

Det indledes med en fortale og en tilegnelse til en i øvrigt ukendt Theofilus. Derpå følger barndomshistorien, hvor der bl.a. fortælles om såvel Johannes Døberens som Jesu fødsel (1,5-2,52); indledningen til Jesu offentlige virke (3,1-4,30); Jesu virke i Galilæa (4,31-9,50); den såkaldte rejseberetning, hvori der berettes om Jesu virke på vejen fra Galilæa over Samaria til Jerusalem (9,51-19,27); indtoget i Jerusalem og hans virksomhed dér (19,28-21,38); lidelseshistorien (22,1-23,23) og opstandelsesberetningerne (24,1-52). Forfatteren synes at have kendt og i vid udstrækning benyttet Markusevangeliet; desuden har han antagelig benyttet en kilde, som han har fælles med Matthæusevangeliet. Endelig er der en række beretninger, som kun findes i Lukasevangeliet, fx Juleevangeliet (2,1-20), lignelserne om den fortabte søn (15,11-32), om den rige mand og Lazarus (16,19-31) og om tolderen og farisæeren i templet (18,9-14).

Lukasevangeliet adskiller sig fra de tre øvrige evangelier ved at være første del af et dobbeltværk, hvis anden del udgøres af Apostlenes Gerninger. Det fremgår ikke af dobbeltværket, hvem forfatteren er, men der hersker en vis tiltro til den tradition, der nævner Paulus' rejseledsager og medarbejder Lukas som forfatter. Under alle omstændigheder synes forfatteren at være en hedningekristen; han undgår aramæiske ord, benytter den græske Septuaginta-oversættelse af GT og behersker tydeligvis det græske sprog. Lukasevangeliet er skrevet til en hedningekristen menighed, og det er en almindelig antagelse, at det er sket i perioden mellem 80 og 100 e.Kr. En nærmere bestemmelse af affattelsesstedet er derimod ikke mulig.

Trods indledningen (1, 1-4), koblingen med profanhistorien (fx 3, 1-2) og det forhold, at anden del af dobbeltværket har karakter af en skildring af den ældste kirkes historie (jf. Ap.G. 1,8), er forfatteren ikke at betragte som historiker i traditionel forstand. Han skriver frelseshistorie og er som de øvrige evangelister frem for alt forkynder. Af karakteristiske træk i hans teologi afspejles i Lukasevangeliet (ofte tydeligere i Ap.G.) en accentuering af universalismen, fx føres Jesu slægtsregister tilbage til Adam (3,38), og evangeliet og frelsen gælder alle; en eskatologi, der giver plads for kirken; en betoning af Helligåndens virke; en særlig opmærksomhed om de fattige, de ringeagtede, herunder samaritanerne, og kvinderne. Kirkeåret med jul, påske, himmelfart og pinse er en afspejling af det centrale begivenhedsforløb i dette dobbeltværk.