zarathustrisme

© Ancient Art & Architecture Collection

Zarathustrisme. Dette motiv optræder på næsten alle kongerelieffer fra Dareios 1. (521-486 f.Kr.) og siden hen i de fleste former for zarathustrisk kunst lige til vore dage. Vingerne og den centrale skive, tydet som solskiven, kan spores tilbage til Egypten, Urartu og Assyrien. Vestlige forskere har sædvanligvis fortolket det som et symbol på Ahura Mazda, der holder sin hånd med verdensherredømmets ring frem i en beskyttende gestus. Parserne opfatter dog figuren som en fravashi, en skytsånd.

zarathustrisme, zoroastrisme, den religion, som forkyndtes af Zarathustra; den er Irans største præislamiske religion og var statsreligion under achaimeniderne (fra ca. 521 f.Kr.) fra Dareios 1. den Stores tid og sasaniderne (224-651).

I dag findes små trossamfund i Iran (ca. 20.000), mens parserne i Indien udgør den mest betydningsfulde menighed; i og omkring Mumbai findes ca. 100.000.

Zarathustrisme er en åbenbaringsreligion: Den ene, vise, gode, evige gud, Ahura Mazda, åbenbarede den sande tro for Zarathustra. Disse oplevelser viderebragtes i gathaerne, den ældste del af Avesta, som er zarathustrismens samling af hellige tekster. Ahura Mazda var som hele verdens gode gud religionshistoriens første universalgud. Hans emanationer, Amesha Spentaerne, er delåbenbaringer af ham og fungerer som hans skabende og trivselsbringende kraft på Jorden. Et meget fremtrædende element i troen, som har haft vidtspændende indflydelse på senere trosretninger, fx gnosticisme og manikæisme, er den etiske dualisme.

Mennesket fik med Zarathustra en individuel rolle at spille, idet det skal foretage et valg mellem godt og ondt og være livsfremmende, retfærdig og sanddru i handling, ord og tanke. Valget afgør menneskets skæbne i døden, om det skal føres til paradis eller helvede. Dette valg anskueliggøres prototypisk, ved at to ånder i tidernes begyndelse foretog et valg ud fra den frie viljes princip. Spenta Mainju valgte det gode, og Angra Mainju det onde og blev herved Ahura Mazdas modstander i den kamp, der udkæmpes i verden.

Kampen er dog forudbestemt til at ende med det godes sejr. Den indoiranske religion, der var Zarathustras præstelige baggrund, havde forestillinger om to gudegrupper: ahuraer og daivaer. Én ahura blev Zarathustras gode gud, den livsbefordrende Ahura Mazda, mens daivaerne, hvoriblandt krigsguderne fandtes, blev dæmoniserede og repræsenterede alt, hvad der gør tilværelsen syg: død, vold og sygdom.

Til krigerkastens kult hørte blodige dyreofre og indtagelse af rusdrikken haoma. Offerkulten byggede på den forestilling, at døden er en forudsætning for livet. Zarathustra vendte sig imod denne offeropfattelse, ikke således, at han fordømte ofre som tak til guden, men han protesterede imod, at døden er livets forudsætning.

Død er den ondes værk, og alt livsfremmende såsom pleje af kvæget, børneavl og planteavl er den troende zarathustriers religiøse pligt. Derfor har cølibat eller faste som bevis på gudhengivenhed aldrig været del af zarathustrismen.

Til gengæld har synet på døden som den ondes værk givet anledning til mange renhedsforskrifter, idet al død materie bliver anset for uren. Således hensætter man stadig lig på "tavshedens tårne" (dakhmaer) til at pilles rene af gribbe for at undgå besmittelse af den hellige jord eller ild. Ilden er et helligt element og betragtes som et symbol på Ahura Mazda og sandheden.

Derfor er zarathustriernes helligsteder ildtempler, hvor den hellige ild altid brænder.