begravelse

begravelse, menneskers rituelle udskillelse af deres døde fra de levendes verden. Et samfunds grundlæggende forestillinger om liv og død får her udtryk i et sæt af ritualer, skikke og symboler.

Begravelse indgår overalt og til alle tider som led i et rituelt forløb, der tilsigter at slå bro over den tilstand, som døden har skabt, for at hjælpe den døde til nyt liv (overgangsriter). Under normale omstændigheder foretages begravelseshandlingen først en tid efter dødens indtræden. Den døde er dels en slægtning, der skal tages vare på, dels et lig, der vækker ængstelse.

Til værn mod liget tjener de efterladtes sørgeriter, hvorved deres identitet skjules, for at døden ikke skal gribe om sig. I forskellige kulturer og tidsaldre har man tilsvarende villet hindre liget i at gå igen og plage de levende; fx fik Christian 4.'s dronning Anna Cathrine i 1612 15 skæpper hørfrø med sig i kisten til varig beskæftigelse med at tælle.

Til hjælp for den døde slægtning følger gravgaver, som efter stedlig skik kan omfatte klæder, smykker, våben, mad m.m. Gravgaver er et udtryk for, at graven anses for at være den dødes bolig (se gravkult), uanset om den pågældende kultur samtidig måtte nære forestillinger om et hinsidigt dødsrige eller ej. Hvor ligbrænding praktiseres som fx i Indien, foretages begravelse af aske og knoglerester ved urnenedsættelse.