mytologi

Mytologi som litterær genre

Oldtidskulturernes myter kendes især fra litteraturen og kunsten, hvor en myte ofte fortælles eller antydes i en form, der er afstemt efter den kunstneriske eller ideologiske situation, fx i den græske tragedie og i Vergils Æneide. I den græsk-romerske verden opstod desuden en særlig litterær genre, der systematiserer og genfortæller myterne for deres eget værd og uden tilknytning til kulten eller en bestemt kontekst. Hesiods Theogoni er trods sine forsøg på en systematisering ikke en mytologi i betydningen "håndbog over guder og helte og sagnene om dem", en genre, der først dukker op med den gryende bogkultur i 400-t. f.Kr. Fra hellenistisk og romersk tid er flere mytologier bevaret, bl.a. et omfattende kompendium, Bibliotheke, tillagt Apollodoros fra Athen, og Hyginus' Astronomi og Fabulae. Mytologiske emner spiller en central rolle i al antik poesi, og digtere som Kallimachos og Ovid forvandlede den tørre mytologiske håndbog til sublim poesi i store digtcykler.

Den antikke mytologiske håndbog fik utallige efterkommere i Europa, og genren har dannet forbillede for behandlingen af andre kulturers mytekredse. Disse bøger har siden renæssancen haft en overordentlig stor betydning for udbredelsen af kendskabet til oldtidens kulturer og var længe den eneste adgang til de antikke religioner, som mytologien ofte er blevet forvekslet med. Genfortællinger af mytologierne er tit gode spejle af en bestemt epokes livsanskuelse, fx Grundtvigs Nordens Mytologi (1808 og 1832) og Villy Sørensens civilisationspessimistiske Ragnarok (1982) og Apollons oprør (1989).