Philipp Melanchthon

© Gyldendal

Philipp Melanchthon. Kobberstik fra 1526 af Albrecht Dürer.

Philipp Melanchthon, 16.2.1497-19.4.1560, tysk luthersk reformator; filolog, pædagog og teolog.

Efternavnet Melanchthon er en græsk gengivelse af familienavnet Schwartzerdt ('sort jord'), som han i 1509 fik af humanisten Johannes Reuchlin.

Som 14-årig tog han baccalaurgraden i artes (de frie kunster) ved universitetet i Heidelberg; i 1514 erhvervede han magistergraden i Tübingen, hvor han især dyrkede humanistiske studier, indtil han i 1518 kaldedes til professor i græsk sprog ved universitetet i Wittenberg. Snart forelæste han over alle humanistiske og teologiske discipliner, men lod sig aldrig ordinere til præst. I ægteskabet med Katharina Krapp (1497-1557) var der fire børn.

I universitetspædagogisk henseende gennemførte han en humanistisk reform. I basisuddannelsen skulle studeres antikkens klassiske forfattere, historie, matematik, retorik, dialektik. Disputationer og taleøvelser blev ligesom en tutorordning obligatorisk. Et pædagogisk hjælpemiddel var hans loci-metode, hvor teksternes hovedindhold blev samlet i overskuelige almenbegreber og udsagn, opstillet i logisk rækkefølge (se loci theologici).

Selv skrev han lærebøger til næsten samtlige humanistiske og teologiske discipliner. Disse såvel som hans studieordninger blev brugt ved en række europæiske universiteter, således, via Johannes Bugenhagen, i København fra 1537.

Grundlaget for al teologisk videnskab var Bibelen og den oldkirkelige tradition, men de filosofiske discipliner og sprogfagene hebraisk, græsk og latin var ifølge Melanchthon uundværlige. Teologien havde en fast indre orden og kunne udformes i læresætninger af absolut gyldighed.

Han blev hermed grundlægger af en ny protestantisk skoleteologi, hvis ideal var en samvirken af fromhed og videnskab (lat. pietas et eruditio), et ideal, som også Erasmus af Rotterdam var en fortaler for. I løbet af 1500-t. blev foreningen af teologi og videnskabelig dannelse samt de høje krav, som var forbundet med Melanchthons humanistisk-evangeliske anskuelse, et særkende for de lutherske universiteter.

Fra humanismen havde Melanchthon bevæget sig til protestantisk kristendom, påvirket af Martin Luther, hvis tanker han gengav fra ca. 1520. Men siden hen udviklede Melanchthon en selvstændig reformatorisk teologi, hvilket hang sammen med hans humanistiske baggrund, pædagogiske interesser og personlige karaktertræk. I lærepunkter som viljens trælbundethed, frelsen, forudbestemmelsen og etikken betonede han, til forskel fra Luther, menneskets evner, ansvarlighed og forpligtelser til aktive handlinger.

© AKG

Lucas Cranach d.æ., den lutherske reformations førende billedkunstner, udførte i årene efter Luthers død i 1546 dette trefløjede alter med predella til bykirken i Wittenberg; alteret fuldendtes ca. 1552 af sønnen, Lucas Cranach d.y. Midterfeltet viser den sidste nadver, mens dåb, skriftemål og prædiken udgør de øvrige motiver. Flere personer er malet som portrætter af samtidens reformatorer; Melanchthon døber, Bugenhagen tilsiger syndernes forladelse, og nederst peger Luther fra sin prædikestol hen på den korsfæstede Kristus.

I nadversynet nærmede han sig den calvinske opfattelse, og i kirkepolitisk henseende hævdede han verdslig øvrigheds ret og pligt til at varetage undersåtternes sjælefrelse. Hans anvisninger og skoleplaner blev anvendt mange steder, bl.a. i Danmark.

Som pædagog, teolog, organisator af det højere undervisningsvæsen og som fyrsterådgiver fik Melanchthon indflydelse i hele den lutherske verden og hædredes med det latinske tilnavn Præceptor Germaniæ 'Tysklands lærer'.

Forskydningen i forhold til Luthers teologi udløste opgør mellem hans elever, filippisterne, og gnesiolutheranerne og har helt frem til nutiden været omdebatteret. Men uanset de teologiske meningsforskelle opretholdt Luther og Melanchthon et nært venskab livet igennem.

Vigtige skrifter er Loci communes (1521, Teologiens grundbegreber; flere ændrede udgaver), der blev den første lutherske dogmatik, hans kommentar til Romerbrevet (1532) samt Den Augsburgske Bekendelse (1530) og forsvarsskriftet for denne.

En samlet videnskabelig udgave af Philipp Melanchthons værker er under udgivelse; alene de bevarede dele af brevvekslingen omfatter mere end 9000 numre.