kirke - kategorier af kirker

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Blandt de mange kirkesamfund og konfessioner, som kan følges gennem kirkehistorien, kan man skelne mellem forskellige kirketyper:

1) Ifølge biskop Cyprian af Karthago (d. 258) er der kun én kirke, og uden for den er der ikke frelse. Optagelse sker ved dåb, selv hvis den troende andetsteds skulle have modtaget dåben; denne anses nemlig slet ikke for at være dåb, da den er meddelt uden for den ene, sande kirke (jf. kætterdåbsstriden). Til denne kirketype hører fx de østlige ortodokse kirker samt klassisk baptisme.

2) Den romersk-katolske kirke er forskellig herfra ved at hævde, at det i virkeligheden er Kristus selv, der døber, og at enhver vanddåb i den treenige Guds navn derfor er ret dåb, der i tilfælde af konversion ikke skal gentages, selvom den i læremæssigt afvigende kirkesamfund endnu ikke har været virksom. Dette indebærer anerkendelse af sand tro uden for romerkirken, der imidlertid senest på 2. Vatikankoncil har hævdet, at Jesu Kristi ene sande kirke grundlæggende er virkeliggjort i den romersk-katolske pavekirke, i forhold til hvilken alle andre kirkesamfund mangler noget afgørende i at være kirke i fuld betydning.

3) Reformationen (især den lutherske) understregede kirken som de troendes forsamling, hvor ordet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes ret. Det institutionelle træder i baggrunden uden helt at opgives, og vægten ligger på en forståelse af kirken som begivenhed.

En katolicerende udformning af reformatorisk kirkelære (ekklesiologi) foreligger i anglikanismen, der understreger bispeembedet som nødvendigt for kirken. (Se også kirkeligt embede).

4) Modsat opfatter den pietistiske tradition kristendom som hjertets religion og i overensstemmelse hermed kirken som forsamlingen af alle sande troende fra alle kirkesamfund, frikirker og vækkelsesbevægelser.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
26/12/2012
Ekspert
TeHa
Oprindelig forfatter
PN-H
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki