den romersk-katolske kirke

Selvforståelse

Den romersk-katolske kirke ser sig selv som én (én Herre, én tro, én dåb, ét fællesskab), hellig (ved Gud, ikke i kraft af menneskelig fortjeneste, grundlagt af Jesus Kristus), katolsk (verdensomspændende, ikke-elitær, men altomfattende i social, kulturel, politisk og spirituel forstand) og apostolsk (bygget på apostlenes skrifter og tradition).

Liv og lære

Efter almindelig katolsk opfattelse kan det kirkelige liv deles i tre: forkyndelse, helligelse og næstekærlighed. Alle katolikker er gennem dåben kaldet til disse tre tjenester, men på forskellig måde og i forskellig grad. Forkyndelsen af evangeliet sker ikke kun fra prædikestolen, men også gennem den enkeltes liv og personlige vidnesbyrd. Helligelse omfatter bøn, liturgi og sakramenter, hvor troen og livet i Gud fejres, fornyes og styrkes. Næstekærligheden antager mange former, fra den enkeltes overbærenhed og hjælp i hverdagen og politisk engagement for samfundets svageste til sygehuse, hospicer og huse for hjemløse, drevet af ordenssamfund.

Teologisk er den romersk-katolske kirke præget af en betydelig pluralisme, hvor traditioner fra oldtid (Augustin) og middelalder (Thomas Aquinas) eller med rod i ordensstiftere (Bernhard af Clairvaux, Ignatius af Loyola, Alfons de Liguori) lever videre i samspil med moderne videnskabelige metoder og kulturstrømninger (feminisme, nymarxisme, postmodernisme), se modernisme. 1900-t.s sidste årtier har været vidne til en fornyet indsats for at sammentænke katolsk kristendom og teologi med traditionel afrikansk og asiatisk kultur og filosofi (inkulturation). En autoritativ sammenfatning af den romersk-katolske kirkes lære findes i Den Katolske Kirkes Katekismus (ca. 600 sider), der siden udgivelsen 1992 er blevet trykt i millionoplag på talrige sprog. Se også biskop, cølibat, helgen, Maria, messe, nadver, præst og skriftemål.

Læremæssigt står den romersk-katolske kirke den ortodokse kirke nær, men kulturelt og videnskabeligt er de protestantiske kirker tættere på. Det præger også den fælleskirkelige (økumeniske) dialog, der siden det 2. Vatikankoncil 1962-65 har været et officielt engagement på alle niveauer af det kirkelige liv: Dialogen med de ortodokse kirker går af politiske og kulturelle grunde trægt, mens katolske og protestantiske teologer normalt hurtigt finder hinanden, men til slut må konstatere, at mange grundlæggende uenigheder fortsat består.

Organisation

Rygraden i den romersk-katolske kirke er bispedømmestrukturen. Bispedømmet ledes af den lokale biskop, der har det overordnede ansvar for forkyndelse, sakramentsforvaltning og sjælesorg. Under hans ledelse varetager sognepræsterne ansvaret i sognene, evt. med hjælp fra en eller flere andenpræster (kapellaner), diakoner og lægfolk. Er bispedømmet meget folkerigt eller vidtstrakt, assisteres biskoppen af en eller flere hjælpebiskopper, og der findes normalt et antal kollegiale, rådgivende og koordinerende organer: dekanater (provstier), præsteråd, pastoralråd, menighedsråd osv. Biskopperne er organiseret på nationalt eller regionalt plan i 107 bispekonferencer med ansvar for en række nærmere definerede områder som liturgi og katekese og fælles stillingtagen til pastorale, moralske og sociale spørgsmål. Ved siden af den geografisk afgrænsede, hierarkisk opbyggede bispedømmestruktur spiller imidlertid de forskellige klostre, ordenssamfund og religiøse bevægelser en så vigtig rolle på alle niveauer af det kirkelige liv, at de må betegnes som en subsidiært bærende struktur (se kloster, ordener og Opus Dei). Forudsætningen for, at disse to elementer kan bestå side om side i et dynamisk samspil, er:

Petersembedet

Petersembedet, der varetages af Roms biskop, paven. Det er den katolske kirkes tro, at Roms biskop som apostlen Peters efterfølger har et særligt ansvar for hele kirken. Det bibelske grundlag er Matth. 16,18-19 (nøglemagt) og Joh. 21,15-17 (Vogt mine får). Dette ansvars nærmere karakter og omfang har været genstand for en lang og kompliceret udvikling (se pave). I nutiden er den romersk-katolske kirke defineret som de lokalkirker (bispedømmer), hvor Petersembedet anerkendes i fuldt omfang, og som derfor har det fulde læremæssige, sakramentale og juridiske indbyrdes fællesskab. Langt størstedelen af disse lokalkirker tilhører den latinske ritus med fælles liturgi (der oftest fejres på folkesprogene) og kirkeret (Codex juris canonici (1983)). En række østkirker (unerede kirker), fx i Polen og Ukraine, har deres egne liturgiske og disciplinære traditioner, samtidig med at de anerkender paven som "det synlige princip og fundamentet for enheden både blandt biskopperne og de troendes skare" (2. Vatikankoncil, Lumen Gentium 23). I kraft af Petersembedet har paven den "fuldstændige, øverste og altomfattende myndighed over Kirken, og han kan altid udøve den frit" (Lumen Gentium 22). Denne myndighed udøves kollegialt sammen med biskopperne på de jævnlige bispesynoder og de med uregelmæssige mellemrum afholdte økumeniske koncil. Paven udøver også denne myndighed personligt gennem rundskrivelser (encyklika) om aktuelle spørgsmål, kirkeretten, disciplinære eller læremæssige afgørelser, dispensationer osv. I varetagelsen af sit universelle hyrdeembede assisteres paven af kardinalerne og den romerske kurie. Paven er tillige statsoverhoved i Vatikanstaten (oprettet 1929).

Den romersk-katolske kirke omfatter (primo 1998): 2646 bispedømmer, 166 kardinaler, 4257 biskopper (2423 ordinære, 1037 titulære og 797 emeriterede biskopper), (ultimo 1996): 404.336 præster (heraf 141.437 ordenspræster), 23.452 diakoner, 58.967 ordensbrødre, 828.660 ordenssøstre.

Den romersk-katolske kirke i Danmark

© Søren Kuhn

G.F. Hetsch opførte 1841-42 Sankt Ansgars Kirke i Bredgade, København, for det katolske trossamfund; siden 1941 har den været katolsk domkirke. Den enkle enskibede bygning er placeret mellem det gamle Frederiks Hospital tv. og Kirurgisk Akademi th. I facadens nicher står fem profetstatuer i zink, udført 1842 af billedhuggeren Gotthilf Borup (1804-79) efter udkast af Hetsch. I den latinske indskrift over dem står: Viet Kristus Forløseren.

består af ca. 37.000 registrerede katolikker, men det reelle tal er nok snarere det dobbelte, da mange katolikker af udenlandsk herkomst ikke er registrerede. Det katolske bispedømme København (apostolsk præfektur 1868, apostolsk vikariat 1892, ordinært bispedømme 1953) omfatter Danmark, Færøerne og Grønland og er således i arealmæssig henseende verdens største bispedømme. Sankt Ansgar Kirke i Bredgade, København, har siden 1941 været domkirke . Gejstligheden består (1999) af biskop Czeslaw Kozon (f. 1951), biskop emeritus Hans L. Martensen (biskop 1965-95), 38 verdenspræster, 52 ordenspræster og 3 diakoner, i alt 62 udlændinge og 33 danskere. Der er 52 katolske sogne, 64 kirker og kapeller, 23 katolske skoler og 247 søstre fra 18 forskellige ordener. Der findes et katolsk teologisk bibliotek (Sankt Andreas Bibliotek, København), et bispedømmeblad (Katolsk Orientering), et kateketisk center (Pastoralcentret) og en række forlag, foreninger og bevægelser.