Niccolò Machiavelli

© Scala

Niccolò Machiavelli. Portræt udført efter Machiavellis død af Santi di Tito (1536-1603); Palazzo Vecchio, Firenze.

Niccolò Machiavelli, 3.5.1469-21.6.1527, italiensk politisk teoretiker, der med bogen Il Principe (1513, først trykt i Rom 1532, da. Fyrsten, bl.a. 1833-38, 1876, 1942, 1998, 2005 og 2010) fremlagde et kontroversielt syn på nødvendig politisk magtanvendelse primært i det konkrete tilfælde for at kunne samle Italien; læren blev imidlertid generel og fik senere betegnelsen machiavellisme.

Niccolò Machiavelli var 1498-1512 i tjeneste i den florentinske republik, hvilket gav ham mulighed for at følge den intrigefyldte italienske småstatspolitik og iagttage fyrster og feltherrer på nært hold. Efter en statsomvæltning, der førte til Mediciernes tilbagekomst, blev han afskediget og forvist fra Firenze.

I de følgende år skrev han hovedværkerne Il Principe og Discorsi sopra la prima deca di Tito Livio (først trykt 1531, da. Drøftelser af de første ti bøger hos Titus Livius, 2004) foruden et større antal skrifter af historisk, militær og skønlitterær karakter. Komedien Mandragola (1520, da. 1965) spilles stadig.

Niccolò Machiavellis videnskabelige metode består i med udgangspunkt i egne iagttagelser eller antik romersk litteratur at uddrage en lære om, hvorledes man i nærmere definerede situationer bør opføre sig, hvis man vil nå bestemte mål, især opnåelse og bevarelse af politisk magt. Dette mål-middel-orienterede tankesæt har siden givet ham prædikatet den første moderne politolog.

Niccolò Machiavellis omdømme blev tidligt tvivlsomt pga. Il Principe; senere, fordi hans navn blev sat i forbindelse med diskutable fyrstelige politikker og ugerninger. I 1800-t. revideredes opfattelsen dog i forbindelse med fremvæksten af italiensk nationalisme, idet Niccolò Machiavelli da blev set dels som en stor litterær forfatter, dels som talsmand for Italiens samling og et republikansk styre.

Tolkningerne af Niccolò Machiavellis tekster foregår stadig, bl.a. beskrev den italienske kommunistiske teoretiker Antonio Gramsci det kommunistiske parti som en moderne tids fyrste. I 1900-t. har tilbøjeligheden været at tillægge Machiavellis republikanske synspunkter i Discorsi større vægt end analysen af magten i Il Principe.