neokorporatisme

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

neokorporatisme, liberal korporatisme, begreb, der blev lanceret i midten af 1970'erne af bl.a. den amerikanske politolog Philippe Schmitter som en karakteristik af forholdet mellem interesseorganisationer og stat i samtidige vestlige politiske systemer. Neokorporatismen skulle afløse begrebet pluralisme som det herskende paradigme vedrørende gruppers indflydelse. Grundtanken er, at siden 2. Verdenskrig og delvis som en følge af krigstidens udstrakte samarbejde mellem staten, erhvervslivet og arbejdsmarkedets organisationer har man oplevet en accelererende udvikling og intensivering af de økonomiske interesseorganisationers samspil med staten og det politiske system, inklusive de centrale administrative instanser.

Trods påmindelsen om korporatismens tidligere tilknytning til fascisme eller andre autoritære styreformer er begrebet neokorporatisme valgt ud fra en opfattelse af, at selvom de folkevalgte, repræsentative institutioner fortsat er fundamentet for de vestlige liberale demokratier, så er navnlig de tunge økonomiske interesseorganisationer blevet selvfølgelige og ligeberettigede partnere og centralt forankrede i det politiske system. De er blevet institutionaliserede og kan i så henseende minde om den ældre korporatisme. I modsætning til denne autoritære korporatisme kaldes den nye ofte liberal korporatisme for at understrege, at der er tale om frivillige arrangementer og ikke om statslig tvang. Karakteristisk for neokorporatisme er, at interesseorganisationerne nærmest har monopol på at repræsentere deres områder, at der eksisterer en høj grad af samarbejde mellem interessegrupperne, at samarbejdet først og fremmest gælder økonomisk politik, især indkomstpolitik, at fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer er hovedaktørerne, og at samarbejdet mellem grupperne og mellem dem og staten ikke blot gælder formulering af politik, men også gennemførelsen og administreringen af politikken, ikke mindst over for gruppernes egne medlemmer.

Et meget vigtigt spørgsmål i udforskningen af neokorporatismen er statens rolle: Er den passiv mht. udførelse af interessegruppernes fælles beslutninger, er den formidlende i forholdet mellem grupperne, eller spiller den en overordnet afgørende og kontrollerende rolle?

Debatten om neokorporatismen er blevet kompliceret af, at begrebet har været anvendt såvel til at betegne et økonomisk system eller en produktionsmåde (på linje med fx kapitalisme) som en statsform (på linje med fx parlamentarisme) og et system til at mægle mellem interesser (på linje med fx pluralisme og syndikalisme).

Der er uenighed om graden og karakteren af neokorporatisme i de forskellige vestlige politiske systemer, men Østrig fremholdes ligesom også Sverige og Norge ofte som i lange perioder stærkt præget af korporative arrangementer, mens Danmark og Tyskland tildeles en middelposition, Storbritannien en lav grad af korporatisme og USA ingen, idet gruppepluralisme hersker der.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
01/02/2009
Oprindelig forfatter
Grage
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki