Argentina - partier og bevægelser

I argentinsk politik har partierne traditionelt spillet en mindre rolle end militær og fagbevægelse. Kun Det Radikale Parti og Det Peronistiske Parti har præget landets udvikling. Det Radikale Parti, som er det ældste, blev grundlagt i 1890 og er et moderat venstreparti med historisk forankring i mellemlagene. I Juan Peróns første regeringsperiode (1946-55) blev partiet splittet i La Unión Cívica Radical del Pueblo (Folkets Borgerlige Radikale Union), hvis leder var Arturo Illia, og Unión Cívica Radical Intransigente (Den Konsekvent Radikale Borgerlige Union) under ledelse af Arturo Frondizi.

Den peronistiske bevægelse udgør den politisk mest indflydelsesrige strømning i Argentina. Benævnelsen "peronisme" dækker over en række partier, der spænder fra højrenational populisme til yderliggående venstreorientering, og som hver især fremlægger forskellige tolkninger af Peróns politik. På højrefløjen findes flere konservative partier, der er organiseret i Unión del Pueblo Argentino (Det Argentinske Folks Union) og La Federación Nacional de Partidos de Centro (Nationalsammenslutningen af Centrumpartier) med meget begrænset politisk indflydelse.

Venstrefløjen er repræsenteret af Socialistpartiet, som er af socialdemokratisk observans, og som ledede fagbevægelsen fra 1922 til Peróns magtovertagelse. Socialistpartiet blev senere splittet og har ingen betydning i 1990'erne. Kommunisterne har altid været et marginalt parti uden faglig og parlamentarisk indflydelse.

I slutningen af 1960'erne opstod en række guerillabevægelser, bl.a. Montoneros og Ejército Revolucionario del Pueblo (Folkets Revolutionære Hær). Disse organisationer, der hentede inspiration i den cubanske revolution, bekæmpede militærdiktaturet, men blev i bogstavelig forstand likvideret af hærens dødspatruljer i "den beskidte krig" i midten af 1970'erne.

Læs videre om Argentinas økonomi eller om Argentina generelt.