Chile - politiske partier

Efter uafhængigheden fik chilenerne politisk inspiration fra enten Spanien, Frankrig eller USA og dannede konservative, liberale, føderalistiske eller centralistiske partier. De konservative repræsenterede handels- og landbrugsoligarkiet, mens de liberale med basis i industri og minedrift stod for modernisering af landet. Et radikalt parti blev dannet i 1861 med tilhængere fra middelklassen, og det virkede for at forbedre kvindernes stilling. I 1912 blev kommunistpartiet dannet, i 1933 det udogmatiske socialistparti, begge i forbindelse med en voksende arbejderklasse og kritiske intellektuelle. Den nationale falange blev dannet i 1938 med en social, katolsk politik; den blev en hoveddel af det kristelige demokratiske parti, som opstod i 1957. Det havde bl.a. en jordreform på programmet og blev yderligere styrket med reformen af den katolske kirke efter 2. Vatikankoncil; som en reaktion forenedes de gamle konservative og liberale i 1960'erne i Det Nationale Parti. Medlemmer herfra fik ledende stillinger under Pinochets diktatur efter 1973, da partierne blev forbudt.

Den Cubanske Revolution inspirerede i 1965 til grundlæggelsen af det venstre-revolutionære MIR, forankret i universitetsstuderende, slumbeboere og fattige bønder. Kampen mod diktaturet under Pinochet medvirkede dog til at samle partierne.

Fra marts 1987 blev alle partier igen lovlige; de marxistiske dog først i 1989. For at sikre en fredelig overgang til demokrati dannedes i 1988 "Nej Kommandoen", senere Den Demokratiske Sammenslutning, som består af fire partier: De Kristelige Demokrater, ledet af Chiles nuværende præsident Eduardo Frei Ruiz-Tagle, Partiet for Demokratiet, Det Radikale Parti samt Socialistpartiet. Den revolutionære venstrefløj med bl.a. kommunisterne og MIR har kun ubetydelig parlamentarisk repræsentation. Højrefløjen består af to partier, der bl.a. repræsenterer gamle Pinochetstøtter.

Læs mere om Chile.