Frankrig - forfatning og politisk system

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

 

Den Femte Republiks forfatning er fra 1958 med senere ændringer bl.a. i 2000 og 2003, styreformen er parlamentarisk. Ifølge forfatningsændringer 1998-2000 kan de politiske partier straffes finansielt, hvis de ikke har lige mange mænd og kvinder på kandidatlisterne.

Den lovgivende magt

Den lovgivende magt ligger hos et parlament med to kamre, Assemblée Nationale (Nationalforsamlingen) og Le Sénat (Senatet). Nationalforsamlingen har 577 medlemmer, deputerede, hvoraf 555 vælges i selve Frankrig og 22 i de oversøiske områder. De vælges for fem år i direkte, almindelige valg i enkeltmandskredse. Har ingen kandidat i første omgang fået over halvdelen af stemmerne, kan kandidater med over 12,5% af stemmerne mødes i en anden valgrunde; ofte indgås dog aftaler med det formål at samle stemmerne på to kandidater i anden runde. Stemmeret har alle franske statsborgere over 18 år, der er optaget i valgregistret. Senatets 321 medlemmer, senatorer, vælges for seks år i indirekte valg ved kommunale repræsentanter; Senatet fornyes successivt med halvdelen hvert tredje år. Antallet er i 2005 321 fordelt på 296 senatorer fra selve Frankrig, 13 fra de oversøiske områder og 12, som repræsenterer franske statsborgere, der bor uden for Frankrig eller dets besiddelser. Antallet vil fra 2010 blive øget til 346.

Den udøvende magt

Frankrig. Som Frankrigs præsident deltog Jacques Chirac i festlighederne i anledning af EUs 50 års jubilæum; foto fra Berlin 2007.

Den udøvende magt ligger hos præsidenten, der har en række magtfulde beføjelser: Han udnævner premierministeren og på dennes forslag regeringens øvrige medlemmer, og han leder regeringsmøderne; han kan på forslag fra regeringen sende visse lovforslag til folkeafstemning, han kan efter samråd med premierministeren og kamrenes formænd opløse Nationalforsamlingen og udskrive nyvalg, og han kan ifølge forfatningens § 16 i ekstraordinære situationer styre gennem dekreter; dette er kun sket én gang, nemlig efter et militært kupforsøg i Algeriet i 1961. Præsidentens magt indskrænkes dog betydeligt, hvis han efter et valg må udpege en politisk modstander til premierminister pga. parlamentets nye sammensætning. Forfatningen betoner premierministerens ledende stilling, men når et flertal i parlamentet står bag præsidenten, bliver regeringen på en måde et iværksættende organ for præsidenten. De formelle beslutninger træffes i statsråd under hans formandskab. Hos ham samles alle det offentlige magtapparats tråde, og ikke mindst i ledelsen af udenrigspolitikken er præsidenten dominerende.

Præsidenten vælges for fem år ved direkte valg, der finder sted samtidigt med parlamentets. Hvis ingen kandidat i første omgang får absolut flertal, mødes de to kandidater med flest stemmer i en anden omgang. Gennem de direkte præsidentvalg bestemmer vælgerne, hvor magtens centrum skal ligge, og dermed betragtes præsidentvalget som vigtigere end valg til Nationalforsamlingen, der i høj grad bliver en stillingtagen for eller imod præsidentens politik.

I forhold til præsident og regering er parlamentets stilling relativt svag. Det fremgår bl.a. af, at regeringen har afgørende indflydelse på kamrenes dagsordener, at regeringen kan kræve et lovforslag vedtaget i sin helhed, hvis ikke den fældes af et mistillidsvotum, at regeringsforslag kan behandles før parlamentsmedlemmernes forslag, at regeringen ikke behøver at afvente udvalgenes forslag til beslutninger, og at retten til at udstede forordninger er blevet udvidet til regeringens fordel. Ikke mindst når præsident og regering tilhører samme parti, har oppositionen store vanskeligheder ved at hævde sig, når den ikke kan få Nationalforsamlingen til at afgive et mistillidsvotum.

Politiske partier

Frankrig. Valgplakater i det parisiske bybillede før valget i april 2007.

Det franske valgsystem medvirker til en polarisering af det politiske liv i en klar højre- og venstrefløj, og mindre partier med samme ideologiske baggrund må ofte samarbejde for at få indflydelse. Med undtagelse af Parti radical og Parti communiste français, som blev dannet i hhv. 1901 og 1920, er alle nuværende partier opstået efter 1970.

De vigtigste borgerlige partier er Rassemblement pour la république, RPR, og Union pour la démocratie française, UDF. RPR, der er det største af de to, stiftedes i 1976 af Jacques Chirac som en samling af gaullistpartierne Union des démocrates pour la république, UDR, og Parti populaire français. UDF blev dannet i 1978 af Valery Giscard d'Estaing; det er en løs sammenslutning af de ellers selvstændige partier Parti républicain, Parti radical, Parti social-démocrate og Centre des démocrates sociaux. I 2002 sluttede RPR og en del af UDF sig sammen for at danne Union pour un mouvement populaire (UMP). På den yderste højrefløj findes partiet Front National, FN, der er grundlagt i 1972 og ledes af Jean-Marie Le Pen.

På venstrefløjen havde kommunistpartiet, PCF, tidligere stor medlems- og vælgertilslutning og oplevede under Den Fjerde Republik at blive Frankrigs største parti. I 1970'erne blev det overhalet af socialistpartiet og er især efter 1981 gået stærkt tilbage. Parti socialiste, PS, afløste i 1971 det gamle socialistparti, SFIO, og fik François Mitterrand som leder. Det markerede sig samtidig klarere som et venstrefløjsparti og vedtog i 1972 et fællesprogram med PCF. Efter 1981 har PS dog ideologisk tilnærmet sig EU's socialdemokratiske partier og fremstår i dag som et dominerende alternativ til PCF. Den yderste venstrefløj tiltrak før 1980 mange intellektuelle, men har aldrig haft store vælgertal. Frankrig har i de senere år haft flere grønne partier, bl.a. Les Verts, som blev dannet i 1984.

Læs mere om Frankrig generelt.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Frankrig. Valgplakater i det parisiske bybillede før valget i april 2007.

© Dette billede må du ...

Frankrig. Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy; her ved en pressekonference i Paris under valgkampen 2007.

© Dette billede må du ...

Frankrig. Det franske socialistpartis præsidentkandidat 2007, Segolene Royal.

© Dette billede må du ...

Frankrig. Præsidentvalget 2007 blev i anden runde et opgør mellem socialisten Ségolène Royal og den nye præsident, højrefløjens Nicolas Sarkozy. Her ses de som dukker ved karnevallet i Nice 2007.

© Dette billede må du ...

Frankrig. Som Frankrigs præsident deltog Jacques Chirac i festlighederne i anledning af EUs 50 års jubilæum; foto fra Berlin 2007.

Viser 6 af 6 billeder

Filer

FilTilføjet af 
[+335107.801.svg (10.87 kB)

Admin

05/02/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 2 forfattere
sthornval
19/11/2013
Redaktionen
26/08/2010
Oprindelige forfattere
Boel
30/01/2009
Grage
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki