Spanien - politiske partier

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Efter Francisco Francos død blev partidannelse igen tilladt i 1976, og året efter afholdtes det første demokratiske valg siden 1936. Nogle partier, bl.a. det kommunistiske parti (PCE) og det socialistiske parti (PSOE), genopstod, andre blev dannet; UCD (Unión de Centro Democrático) blev grundlagt af daværende premierminister Adolfo Suárez med henblik på valget i 1977. Det var en løs gruppe, der 1981-82 gik i opløsning.

Den tidligere Francominister Manuel Fraga dannede et højreparti, AP (Alianza Popular), som længe ikke fik større tilslutning. Under en ny formand, José María Aznar, rykkede partiet i 1990 mod centrum, og det skiftede navn til PP (Partido Popular).

I Spanien har der været en tendens til topartisystem i det nationale parlament, først ved UCD og PSOE, senere ved PP og PSOE. Da forfatningen blev vedtaget i 1978, dannedes parlamenter i Spaniens 17 nye regioner. Det har øget tendensen til regionale partier, bl.a. baskiske, catalanske og galiciske.

PSOE havde regeringsmagten 1982-96 under Felipe González, der førte partiet mod centrum. Efter González' afgang som partiformand i 1997 var PSOE i en langvarig lederkrise.

PCE var i 1970'erne et eurokommunistisk parti, der gik ind for moderate reformer og anerkendte monarkiet. Partiet har siden 1987 udgjort kernen i en venstrefløjsgruppering, IU (Venstreunionen), ledet af Julio Anguita (f. 1941) til 1999.

PP stod 1996-2004 i spidsen for en centrum-højre-regering under ledelse af José María Aznar. Partiets støtte i befolkningen blev cementeret ved valget 12.3.2000, hvor Aznar fik absolut flertal i Deputeretkammer og Senat, men i 2004 overtog PSOE regeringsmagten med José Luis Rodríguez Zapatero som premierminister. PSOE måtte dog igen overlade magten til PP ved parlamentsvalget i 2011.

Læs mere om Spanien.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 2 forfattere
Marie-Louise Hammer
22/06/2014
Redaktionen
24/01/2012
Oprindelig forfatter
KL-N
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki