Bilderbergkonferencer

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Bilderbergkonferencer, opr. Bilderberggruppen, uformelle møder mellem indflydelsesrige personer fra Europa, USA og Canada, indledt 1954 på Hotel de Bilderberg i den hollandske by Oosterbeek i provinsen Gelderland.

Det første møde havde forsæde af den hollandske prinsgemal Bernhard, men tankerne om sådanne møder var opr. kommet fra den polske diplomat Józef Retinger (1888-1960), som under 2. Verdenskrig var politisk rådgiver for den polske eksilregering i London.

Józef Retinger mente af hensyn til Europas fremtid, at politikere, embedsmænd, finansfolk og industriledere samt forretningsfolk fra begge sider af Atlanterhavet måtte sætte sig sammen under uformelle og diskrete forhold for at diskutere aktuelle emner. I efterkrigstiden var der fx tale om kommunismens farer og koloniernes afvikling.

Såvidt vides findes der ingen formelle statutter om Bilderbergkonferencerne stiftelse, herunder formål samt medlemskab, idet omverdenen ikke har fået tildelt nogen informationer om konferencerne. Det betyder også, at konferencernes finansielle forhold er lident gennemskuelige.

Prins Bernhard var leder af konferencerne i 22 år, men måtte meget mod sin vilje træde tilbage i 1976 som følge af sin rolle i bestikkelsessagen omkring flyfabrikanten Lockheed og dens leverance af kampfly til Hollands flyvevåben.

Han blev efterfulgt af den tidl. britiske udenrigsminister Alec Douglas-Home 1977-80, der igen blev afløst af den tidl. tyske forbundspræsident Walter Scheel 1981-85. En senere leder var NATOs tidl. generalsekretær Peter Carrington 1990-98.

I 2000-t. har Bilderbergkonferencerne fundet sted både i Europa, USA og Canada
År Sted
2000 Bruxelles, Belgien
2001 Stenungsund, Sverige
2002 Chantilly, Virginia, USA
2003 Versailles, Frankrig
2004 Stresa, Italien
2005 Rottach-Egern, Tyskland
2006 Ottawa, Canada
2007 Istanbul, Tyrkiet
2008 Chantilly, Virginia, USA
2009 Vouliagmeni, Grækenland
2010 Sitges, Spanien
2011 Sankt Moritz, Schweiz
2012 Chantilly, Virginia, USA
2013 Hertfordshire, England
2014 København, Danmark

Siden 1972 har også kvinder kunnet deltage; prins Bernhards datter, Hollands dronning Beatrix, deltog i et møde dog allerede i 1969. Fra dansk side har bl.a. politkerne Ole Bjørn Kraft, Helle Thorning-Schmidt og Poul Nyrup Rasmussen samt erhvervslederen Mærsk Mc-Kinney Møller deltaget.

Udgifterne til møderne afholdes af værtslandene, mens deltagerne selv må betale rejse- og opholdsomkostninger.

I Danmark har været afholdt møder i 1956 (Fredensborg), i 1969 (Marienlyst) og i 2014 (København).

Bilderbergkonferencerne har igennem tiden ofte været et yndet emne for diverse konspirationsteorier.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
02/07/2014
MHansen
03/06/2013
Redaktionen
04/06/2010
Oprindelig forfatter
valdi
11/05/2010

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki