Ny Carlsbergfondet, fond, stiftet 20.1.1902 af brygger Carl Jacobsen og hans hustru, Ottilia (1854-1903), med den opgave at virke til bedste for kunsten i Danmark.
Fondets indtægter består af renterne af en egenkapital, der 2008 var 320 mio. kr., samt en stor del af Carlsbergfondets årlige aktieudbytte fra Carlsberg A/S.
Fondet bidrager til driften af Ny Carlsberg Glyptotek og støtter billedkunst, kunstindustri, arkitektur og havekunst, bl.a. gennem indkøb af arbejder af nulevende danske kunstnere, der skænkes til eller deponeres hos kunstmuseer, offentlige institutioner, skoler, hospitaler mv.
Fondet yder støtte til kunstforskning, dels ved støtte til udgivelse af kunstbøger, dels ved bevillinger til kunsthistorikeres rejser i forskningsøjemed. I 2008 var de samlede uddelinger på 60 mio. kr.
Fondet fejrede i 2002 sit 100 års-jubilæum med udgivelsen af trebinds værket Ny Carlsbergfondet 1902-2002 om fondets historie og betydning for 1900-t.'s danske kunstliv, skrevet af fondets formand Hans Edvard Nørregård-Nielsen, og med udstillingen Skænket af ... på Ny Carlsberg Glyptotek.
Se også Carl Jacobsen.
Ny Carlsbergfondets hjemmeside
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki