Andræs metode. Selvom oberstløjtnant von Wörishöffer havde skrevet Andræ på stemmesedlen som den lavest prioriterede af sine foretrukne kandidater, blev Andræ valgt til rigsrådet i 1856.

.

Andræs metode, personaliseret forholdstalsvalg, opfundet 1855 af den danske matematiker og politiker C.G. Andræ og anvendt første gang ved valgene til Rigsrådet 1856. Andræs metode var epokegørende, fordi den var verdens første praktisk anvendelige form for forholdstalsvalg, som dels indebar en klar mindretalsbeskyttelse, dels sikrede vælgernes frihed til at vælge mellem de opstillede kandidater.

Metoden er en variant af Single Transferable Vote. Vælgerne skal på stemmesedlen anføre de foretrukne kandidaters navne i prioriteret orden — dog højst så mange, som skal vælges i kredsen, men gerne blandet fra flere lister. En kandidat er valgt, dersom han er anført som nr. 1 så mange gange, at det svarer til antallet af stemmesedler divideret med mandattallet i kredsen (Hare's kvota). Overtallige stemmesedler med denne kandidats navn øverst fordeles efter det næstøverste navn. Hvis det bliver nødvendigt, fortsættes med det tredjeøverste navn osv. Den rækkefølge, stemmesedlerne behandles i, kan have betydning; ved Andræs metode udtages stemmesedlerne i tilfældig orden.

Metoden blev også anvendt ved landstingsvalg (valgmændenes valg af landstingsmedlemmer) 1866-1915 og (med Droop's kvota) 1915-53, men har aldrig været anvendt i forbindelse med folketingsvalg.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig