Max Weber

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Max Weber fotograferet i 1890'erne, da han var professor i Heidelberg. I studiet af det sociale liv søgte han at forene åndsvidenskabelige og naturvidenskabelige metoder.

Max Weber, 21.4.1864-14.6.1920, tysk sociolog, jurist og økonom; bror til Alfred Weber. Max Weber står som en af de betydeligste skikkelser blandt sociologiens grundlæggere, men har også haft indflydelse på en række andre fagområder. Hans arbejder omfatter foruden samfundsvidenskabernes teoretiske og metodologiske grundlag studier af de fleste områder af samfundslivet og dets udvikling.

Efter en juridisk uddannelse blev Max Weber professor i økonomi i Freiburg 1894 og i Heidelberg 1896, men måtte i 1898 træde tilbage på grund af et nervøst sammenbrud, som det tog ham fem år at overvinde. Han var i stand til at leve af en arv og kunne hellige sig sin forskning, indtil han 1918 blev professor i Wien og 1919 i München.

I flere af sine værker er Max Weber optaget af at analysere de særlige træk ved den moderne vestlige kapitalistiske samfundstype, som han forbandt med udbredelsen af en særlig form for rationalitet, formålsrationaliteten. Weber så denne som forankret i en række stærke samfundsinstitutioner såvel som i tænke- og handlemåder: i kapitalistiske virksomheder, bureaukratier, retsvæsen, politiske herredømmeformer samt i videnskab og teknologi. I sit mest berømte og omdiskuterede værk, Die protestantische Ethik und der Geist des Kapitalismus (1905, da. Den protestantiske etik og kapitalismens ånd, 1973), undersøger han det meningsmæssige slægtskab mellem typiske træk i den protestantiske tro og den indstilling til arbejde og økonomisk fremgang, der præger kapitalismen.

Weber fremhævede, at protestantismen, herunder navnlig calvinismen, ved at betone værdier som individuel tro og ansvar, den metodiske og selvdisciplinerede livsførelse og opfattelsen af arbejdet som et kald var med til at skabe det åndelige grundlag for rationel kapitalistisk virksomhed. I senere religionssociologiske studier, Gesammelte Aufsätze zur Religionssoziologie, 1-3 (1920-21), undersøgte han hinduisme, buddhisme og jødedom i deres sociale, økonomiske og politiske kontekst.

Andre væsentlige dele af Max Webers forfatterskab samledes i Wirtschaft und Gesellschaft, udgivet posthumt i 1922; heri udvikles en række grundbegreber for sociologien og for samfundsvidenskaberne i det hele taget. Mest fundamentale er hans begreber om social handling, der kræver, at handlinger skal forstås ud fra den handlendes intention og motiv; i sin begrebsanalyse af dette benyttede Weber typerne formålsrationel, værdirationel, traditionel og affektuel (følelsesmæssig) handling (se handlingsteori).

Toneangivende har også hans analyse af magt og autoritet (eller herredømme) været. Autoritet forudsætter, at magtudøvelsen hviler på en legitim orden (se legitimitet), og han indførte på den baggrund typerne traditionel, legal og karismatisk autoritet. Andre centrale temaer i Wirtschaft und Gesellschaft er bureaukrati, retten, klassen og statusgrupper.

Metodologisk søgte Max Weber at bygge bro mellem på den ene side søgen efter lovmæssigheder i naturvidenskabelig forstand, på den anden side indlevende fortolkninger (Verstehen, se forståelse) af de enkelte fænomener efter forbillede fra humaniora.

Et vigtigt tankeredskab var her hans begreb om idealtyper, og hans metode foreskrev metodologisk individualisme, dvs. at forklaringer af samfundsmæssige fænomener skulle tage udgangspunkt i de enkelte individer. Han var endvidere en stærk fortaler for et krav om værdifrihed i videnskaberne.

I sine sidste år deltog Max Weber i det politiske liv, bl.a. i forbindelse med fredsforhandlingerne i Versailles og ved udarbejdelsen af Weimarforfatningen, Tysklands nye forfatning efter 1. Verdenskrig.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Max Weber fotograferet i 1890'erne, da han var professor i Heidelberg. I studiet af det sociale liv søgte han at forene åndsvidenskabelige og naturvidenskabelige metoder.

Viser 1 af 1 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 2 forfattere
sthornval
18/03/2014
Redaktionen
14/06/2012
Oprindelig forfatter
HeiAn
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki