Niger-kordofanske sprog
niger-kordofanske sprog, niger-kongo-sprog, den største af de afrikanske sprogætter. De over 1000 niger-kordofanske sprog tales af over 650 mio. i et sammenhængende område fra Senegal i vest til Kenya i øst og Sydafrika i syd. Sprogætten blev først foreslået af den amerikanske sprogforsker Joseph H. Greenberg i hans The Languages of Africa (1963). De historisk-komparative metoder, der er kendt fra den indoeuropæiske sprogforskning, har kun i nogen grad været anvendt inden for de enkelte grene og praktisk talt ikke mellem dem.
De niger-kordofanske sprogfamilier er indbyrdes meget forskellige. Et særtræk er de mellem 10 og 25 nominalklasser, der kan sammenlignes med de grammatiske køn i dansk og udtrykkes med etymologisk beslægtede præfikser eller suffikser i alle sprogfamilier undtagen mande-sprogene, der ikke har nominalklasser. Der findes fx en særlig klasse for ord, der betegner væsker; denne klasse er ofte markeret med et m, jf. swahili m-aji 'vand' og m-aziwa 'mælk' samt fulani ndiya-m 'vand' og kosa-m 'mælk'.
I visse niger-kordofanske sprog er et hyppigt træk serialisering, dvs. at flere verber uden konjunktion er fælles om ét subjekt, og at tempus og aspekt markeres i alle verbalformer, fx akan for 'han/hun kom med bordet':
| Ode | pono | no | baae |
| 3.pers.-tage-fortid | bord | bestemt form | komme-fortid |
I bantusprog er kun det første af sætningens verber markeret.
De niger-kordofanske sprog er også fonologisk set indbyrdes meget forskellige, men visse træk er karakteristiske, fx vokalharmoni og nasalvokaler. De fleste sprog er tonesprog med 2-3 distinktive toner, men også fire- og femtonesprog findes. Se også Afrika (sprog).
Niger-kordofanske sprog
Den niger-kordofanske sprogæt omfatter 10 sprogfamilier og mere end 1000 sprog; derfor er kun de største sprog nævnt. Hvor årstal mangler, er det antal personer, der taler sprogene, baseret på et skøn.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
| Fil | Tilføjet af | |
|---|---|---|
| [+] 422786.601.svg (336.08 kB) Niger-kordofanske sprog | Admin 05/02/2009 | |
| [+] ud_a_198758.mp3 (13.62 kB) Ingen beskrivelse | Admin 05/02/2009 |
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki