artikulation (Vokaler)

Svælg- og mundhulrummenes form og størrelse, der varierer efter tungens og læbernes stilling, bestemmer, hvordan en vokal lyder, men den traditionelle fonetik beskriver artikulationen ud fra det "højeste" område på tungens overflade, dvs. området tættest ved ganen. Afstanden mellem tungen og ganen kan styres både ved, at underkæben hæves eller sænkes, og ved at tungemassen skydes op eller trækkes ned mod svælget.

Vokaler, der artikuleres med tungens overflade tættest ved ganen, kaldes høje eller snævre vokaler, fx [i] og [u], og vokaler, der artikuleres med tungens overflade længst fra ganen, kaldes lave eller åbne vokaler, fx [ɑ]. Der kan være et eller flere trin i åbningsgrad. Det trænede øre kan skelne overordentlig mange sådanne vokalnuancer, men inden for de kendte 5-6000 sprog er der sjældent mere end to eller tre trin med selvstændig sproglig funktion. Dansk har i denne henseende et komplekst system med hele fire (fem) åbningsgrader, som i mile, mele, mæle, male (og malle).

Dernæst defineres vokaler i en "vandret" dimension. Her skelnes mellem for-, mellem- og bagtungevokaler, bestemt af, hvor fremskudt eller tilbagetrukket tungemassen er. Fortungevokaler høres i fx dansk bil og bal, og bagtungevokaler høres i fx dansk kuld og ral. Mellemtungevokaler findes med forskellig åbningsgrad og runding, som i det norske u, det russiske y, og det danske tryksvage e som i kilde.

Endelig må den artikulatoriske definition af en vokal angive læbernes stilling, rundet over for urundet. Forskellen ses i dansk [i] over for [y]. I de fleste sprog spiller læbernes og tungens artikulationer sammen, sådan at fortungevokaler fortrinsvis er urundede, og bagtungevokaler fortrinsvis er rundede. Rundede fortungevokaler som dansk [y] og [ø] og urundede bagtungevokaler er væsentlig mindre udbredte lydtyper. De eneste undtagelser er den a-type, man har i dansk ralle, og den "neutrale" mellemtungevokal [ə], der begge er udbredt i Jordens sprog.

I den artikulatoriske beskrivelse af vokaler opererer man også med en mere problematisk faktor: "spændthed", se vokaler.