-graf, (af gr. -graphos, graphe 'skrift', afledt af graphein 'skrive, tegne'), græsk og internationalt sidste sammensætningsled, der angiver en person eller et apparat, som 'skriver, beskriver, aftegner' noget. Virksomheden betegnes ved -grafi, og resultatet ved -gram, fx telegraf 'fjernskriver', telegrafi og telegram; en seismograf aftegner jordskælv; ved kardiografi udtegnes et kardiogram 'hjertebeskrivelse'; en etnograf har som videnskab etnografi 'folkeslagsbeskrivelse'; -grafi angiver ofte en mere billedligt beskrivende videnskab end -logi.
Som førsteled findes graf(o)-, fx i grafologi 'læren om håndskriften', og anvendes i formen gram- i gramm(o)fon om noget, der giver lyd til noget aftegnet, indskrevet, dvs. en 'plade'. Grammat(o)- står oprindelig for 'bogstaver' eller 'litteratur', jf. grammatik 'læren om det skrevne'.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki