kinesisk filologi

kinesisk filologi, videnskabsgren, som beskæftiger sig med overleveringen og forståelsen af kinesisk litteratur, især af tekster fra den førkejserlige tid (før 221 f.Kr.) og fra Handynastiet (206 f.Kr.-220 e.Kr.). Et indgående kendskab til kongfuzianismens klassikere som Odernes bog, Dokumenternes bog og Forvandlingernes bog mfl. var gennem det meste af den kinesiske kejsertid nødvendigt for at opnå statsembede, hvilket bidrog afgørende til udviklingen af den kinesiske filologi. Under Handynastiet blev klassikerne forsynet med omfangsrige kommentarer af overvejende filologisk karakter, som i Zheng Xuans omfattende kommentarvirksomhed. En metafysisk orienteret tolkning af klassikerne opstod under Songdynastiet (960-1279) under indflydelse af den tidlige neokongfuzianisme. I et opgør med denne spekulative tolkningsform, der blev anset for en væsentlig årsag til Ming-dynastiets (1368-1644) forfald og undergang, udviklede den kinesiske filologi sig under Qingdynastiet (1644-1912) i retning af en egentlig videnskab. Der opstod en empirisk orienteret bevægelse, repræsenteret ved lærde som Yan Ruoju (1636-1704), der tilstræbte en faktuelt baseret tolkning af de kongfuzianske klassikere. Man søgte tilbage til Hantidens kommentarer i et forsøg på at undgå Songtidens tolkninger. De filologiske hjælpediscipliner, bl.a. palæografi, bibliografi, leksikografi og studiet af tidlige sprogtrins rim, opnåede en høj grad af systematisering, og der blev udarbejdet grundigt redigerede og kommenterede udgaver af oldkinesiske værker. Den moderne kinesiske filologi viderefører denne udvikling uden væsentlig indflydelse fra vestlig filologi. Se også Kina (historie) og kinesisk.