rod

rod, i sprogvidenskab et ords kerne, dvs. uden bøjninger og afledninger mv.; især tidligere også om forstadiet til senere sprog. Et ords rod kan ofte ikke i sig selv forekomme som ordform. I ordet bondsk kan man således indkredse en rod bond- som variant af bonde, der oprindelig er afledt af roden bo; rodbegrebet er således relativt.

I semitiske sprog består roden almindeligvis alene af konsonanter, fx k-t-b med grundbetydningen 'skrive', og ord og bøjningsformer dannes herudfra, bl.a. ved tilføjelse af vokaler. I isolerende sprog som thai, der mangler både afledninger og bøjninger i det hjemlige ordforråd, er der oftest sammenfald mellem rod, stamme og leksem.

Med betydningen forstadiet til et senere sprog spiller begrebet rod i komparativ lingvistik en central rolle som rekonstrueret fællesnævner i overleverede sprog, fx indoeur. *mūs for da. mus, lat. mūs og gr. mỹs mv.; undertiden markeres roden ved det foranstillede matematiske rodtegn. Både i den deskriptive og komparative lingvistik indkredses brudstykker af rødder ofte som betydningsmæssigt beslægtede, uden at deres afledningsmæssige relationer er umiddelbart gennemskuelige, fx eskimoisk *pu(və)- 'svulme (op)' som roden bag grønl. pualasooq 'tyk', puik 'hævelse' og pullattagaq 'ballon'. Se også grammatik, ord og orddannelse.