S, s

Verificeret: Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Udtale

S, s, 19. bogstav i alfabetet. Romerne overtog tegnet S med lydværdien [s] fra det vestgræske alfabet, hvor sigma havde formen Σ og var lånt fra det fønikiske bogstav shin med lydværdien [ɕ].

Som et lån fra romersk kursivskrift blev bogstavet i senantikken oftest skrevet ſ, hvad der i visse skriftformer er fortsat helt til nutiden. Både i gotisk skrift og i renæssancens latinske hånd- og bogskrift udvikledes den praksis, at "det lange s" blev brugt i begyndelsen af stavelsen, mens "det korte s" var forbeholdt slutningen, fx avis over for aviſens. Tysk har bevaret et særligt tegn ß for ss, egl. sz; efter retskrivningsreformen i 1998 bruges dette kun efter lange vokaler og diftonger.

Udtale

I dansk udtales s som en ustemt alveolær sibilant [s], jf. se, spise og sovs. Forbindelserne sh og sch i fremmedord udtales som regel ligesom sj [ɕ], fx shoppe, hash, schæfer, gullasch. I en del ord fra fransk er et slutstillet -s stumt, fx apropos, kompromis, succes og pommes frites.

Kommentarer

Hvad er en kommentar?

Find bøger


	Find Lydbøger hos Storytel		Find bøger på bogpriser.dk		Studiebøger på pensum.dk		E-bøger hos g.dk

Mest læste artikler

Redigering

Om artiklen

Seneste 2 forfattere: Evang
16/12/2009; Redaktionen
01/02/2009
Ekspert: Evang
Oprindelige forfattere: AKark
01/02/2009; CGTor
01/02/2009

Emnetræ

Sprog
- Ortografi
  - ...
  - Q, q
  - R, r
  - ramistiske bogstaver
  - retskrivning
  - S, s
  - semikolon
  - skilletegn
  - skrift
  - spørgsmålstegn
  - startkomma
  - ...