S, s

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

S, s, 19. bogstav i alfabetet. Romerne overtog tegnet S med lydværdien [s] fra det vestgræske alfabet, hvor sigma havde formen Σ og var lånt fra det fønikiske bogstav shin med lydværdien [ɕ].

Som et lån fra romersk kursivskrift blev bogstavet i senantikken oftest skrevet ſ, hvad der i visse skriftformer er fortsat helt til nutiden. Både i gotisk skrift og i renæssancens latinske hånd- og bogskrift udvikledes den praksis, at "det lange s" blev brugt i begyndelsen af stavelsen, mens "det korte s" var forbeholdt slutningen, fx avis over for aviſens. Tysk har bevaret et særligt tegn ß for ss, egl. sz; efter retskrivningsreformen i 1998 bruges dette kun efter lange vokaler og diftonger.

Udtale

I dansk udtales s som en ustemt alveolær sibilant [s], jf. se, spise og sovs. Forbindelserne sh og sch i fremmedord udtales som regel ligesom sj [ɕ], fx shoppe, hash, schæfer, gullasch. I en del ord fra fransk er et slutstillet -s stumt, fx apropos, kompromis, succes og pommes frites.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 2 forfattere
Evang
16/12/2009
Redaktionen
01/02/2009
Ekspert
Evang
Oprindelige forfattere
AKark
01/02/2009
CGTor
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki