portugisisk

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

portugisisk, iberoromansk sprog, modersmål for i alt ca. 200 mio., hvoraf ca. 10 mio. i Portugal og ca. 185 mio. i Brasilien (2005), og officielt sprog i Angola, Mozambique, Guinea-Bissau, Kap Verde og São Tomé og Príncipe samt Østtimor og dermed blandt verdens mest udbredte sprog. Portugisisk er nærmest beslægtet med galicisk, som tales nord for Portugal, mens forholdet til spansk er omtrent som dansk til svensk, idet umiddelbar kommunikation ofte er mulig, hvad der i nogen grad også gælder italiensk. Ved udvandring er portugisisk udbredt til bl.a. Frankrig, Tyskland, USA, Canada, Venezuela og Sydafrika samt til tidligere kolonier som Goa og Macao. Portugisisk har tillige dannet grundlag for flere kreolsprog i bl.a. Afrika og SØ-Asien.

Historie

Portugisisk-galicisk, der som de øvrige romanske sprog går tilbage til latin, fremtrådte op til ca. 1300 endnu som en enhed, karakteriseret over for de øvrige romanske sprog ved især manglende diftongering og bortfald af n og l mellem vokaler. Da det politiske tyngdepunkt i Portugal kom til at ligge i syd, er visse træk nordfra ikke slået igennem i det portugisiske standardsprog, som fx skelner mellem b og v til forskel fra galicisk og spansk. Fra 1500-t. har sproget bortset fra lydændringer i ubetonede vokaler kun forandret sig lidt, og det fremstår også i grammatik og ordforråd som et af de mere konservative romanske sprog.

De tidligste tekster på portugisisk-galicisk (fra 1200-t.) er juridiske dokumenter og trubadurviser. Overgangen til moderne portugisisk fandt sted i 1500-t. med forfattere som Gil Vicente og Luís Vaz de Camões, omtrent samtidig med at det gennem kolonialisering blev et verdenssprog.

Dialekter

Portugisisk har to hovedvarianter, europæisk og brasiliansk portugisisk; se Brasilien (sprog). I europæisk portugisisk er der en vis variation i det talte sprog, især mellem nord og syd. Desuden forekommer regionale træk, bl.a. på Azorerne og Madeira, fx de rundede fortungevokaler [y] og [ø], som ellers ikke findes i portugisisk.

Udtale og skrift

Her ligger portugisisk nærmere fransk end spansk og galicisk. Vokalsystemet er især i europæisk portugisisk kompliceret og omfatter 13 vokaler, heraf fem nasale, foruden orale og nasale diftonger. Tryk og vokalkvalitet kan i skriften angives vha. accenter, idet accent aigu og accent grave viser åben vokal hhv. med og uden tryk, fx a farmácia 'apoteket', à farmácia 'til apoteket'. En cirkumfleks betegner lukket vokal, fx três 'tre', og tilde angiver nasal udtale, fx não 'nej, ikke'. Både for- og bagtunge-r forekommer, fx caro 'kær, dyr' over for carro 'bil'. Vokalskifte under bøjning forekommer hyppigt, især i verber, men også i pronominer, substantiver og adjektiver.

Grammatik

Verbalsystemet afspejler i et vist omfang sprogets konservatisme: Som på latin angiver usammensat perfektum perfektivt aspekt med betydning af både førnutid og datid, fx fui 'jeg har været, jeg var', modsat den nyere sammensatte perfektum, der angiver imperfektivt aspekt, fx tenho sido 'jeg har været' om en uafgrænset periode op til nutiden; specielt portugisisk er således, at aspektmodsætningen har bredt sig til førnutid. Også den latinske pluskvamperfektum er bevaret, fx cantara 'jeg havde sunget'. Endelig er der af den latinske perfektum konjunktiv udviklet en futurum konjunktiv, som er en hyppigt brugt fremtidsform, fx se for meu 'hvis det bliver min'. I de sammensatte verbalformer futurum og konditionalis kan pronominer indføjes i verbet, jf. udtrykket 'jeg vil give dig det i morgen':

Grammatik
dar - te - ei isso amanhã
give - dig - jeg vil det i morgen

Særegent for portugisisk er, at infinitiv kan bøjes i person og tal, fx ser, seres, ser, sermos, serdes, serem 'at være' om hhv. jeg, du, han/hun/den/det, vi, I og de, og dermed ofte erstatte en ledsætning, fx é bom seres daqui 'det er godt, at du er herfra', egl. '(det) er godt at være (du) herfra'.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
14/10/2009
Ekspert
ONT
Oprindelig forfatter
Lohse
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki