romanske sprog

Historie

Latin var oprindelig kun et af flere italiske sprog, men blev i takt med Romerrigets udbredelse fra ca. 500 f.Kr. spredt gennem bl.a. bosættelse, militærvæsen, handel og administration.

I 212 e.Kr. fik alle frie mandlige indbyggere i imperiet romersk borgerret og blev betegnet romani. Det afledte begreb fra 300-400-t. Romania 'område beboet af romani' var oprindelig, modsat senere anvendelse, en politisk betegnelse, der ikke implicerede, at indbyggerne talte romanske sprog.

Efter Det Vestromerske Riges fald i 480 levede latin videre, bl.a. som liturgisk sprog og lærdomssprog, og fungerede som skriftsprog side om side med de opvoksende romanske sprog. Disse fjernede sig efterhånden fra latinen og fra hinanden, og flere af dem blev standardsprog i den nyere tids nationalstater. Den ældste bevarede romanske tekst er de franske Strasbourg-eder fra 842, mens tekster på andre romanske sprog kendes fra ca. 900, rumænsk dog først fra 1500-t.

Klassifikation

De romanske sprog inddeles i vest- og østromansk med sardisk som en gruppe for sig. Et kriterium er pluralisendelsen -s i de vestlige over for -i og -e i de østlige sprog, jf. sp. caballo — caballos over for ital. cavallo — cavalli 'hest(e)'. En række af de romanske sprog er overgangsformer mellem sproggrupper, fx catalansk mellem gallo- og iberoromansk, rætoromansk mellem gallo- og italoromansk og dalmatisk mellem italo- og balkanromansk.

Fonologi

Ligheder i lydudviklingen begrunder en opdeling i tre grupper: det arkaiske sardisk, som kun har del i få romanske fællesudviklinger, de geografisk perifere sprog portugisisk og rumænsk, som har del i lidt flere, samt de centrale sprog italiensk, fransk og spansk, hvorfra nye lydtræk bredte sig.

De romanske sprog bortset fra sardisk adskiller sig lydligt fra latin ved omfattende diftongering af vokaler og palatalisering af konsonanter. Diftongering af latinsk kort e til ie i åben stavelse er fælles for alle de centrale sprog undtagen occitansk og catalansk, men findes kun sporadisk i rumænsk og slet ikke i portugisisk. Spansk og rumænsk diftongerer også i lukket stavelse, fx sp. hierro 'jern' og rum. fier over for ital. ferro, fr. fer og port. ferro, alle af lat. ferrum. Den tilsvarende diftongering af kort o til uo og ue er ikke udbredt til rumænsk, hvor diftongerne oa og ea er rumænske særudviklinger betinget af finalt -ă eller -e. Spansk har også her diftongering i lukket stavelse, jf. sp. puente 'bro' over for ital. ponte, fr. pont, port. ponte og rum. punte, alle af lat. pontem.

Konsonantsystemets palataliseringer er særlig karakteristiske ved [k] i forlyd: foran e og i fås [ʧ] i østromansk og det nordligste galloromansk (se picardisk) og [ʦ] i vestromansk, mens sardisk bevarer [k], jf. former af lat. caelum 'himmel':

Lyden [ʦ] har i portugisisk og fransk udviklet sig videre til [s] og i spansk til [θ] eller [s]. Også latinsk -ct- viser en karakteristisk differentiering:

Konsonantgrupperne pl- og cl- viser også systematisk differentiering:

Grammatik

© John Fowlie

Romanske sprog. En opstilling af sprogs genetiske klassifikation rummer mange vanskeligheder, fordi slægtskab ikke altid kan etableres helt entydigt. Dette diagram viser den klassiske inddeling af de romanske sprog i sardisk, øst- og vestromansk. Som eksempel på de overgangsformer mellem grene, hvis eksistens man må antage, kan nævnes catalansk, der er beslægtet med både ibero- og galloromansk.

Afgørende træk i nominalsystemet er tabet af latins kasusbøjning og dannelsen af et artikelsystem. Af det latinske demonstrative pronomen illum — illam 'den, det' udvikles en bestemt artikel i alle sprogene, jf. sp. el — la, ital. il — la og fr. le — la; sardisk su — sa udgår dog fra ipsum — ipsam. Af talordet unum — unam 'en, et' udvikles en ubestemt artikel, jf. sp. og ital. un — una samt fr. un — une. I stedet for genitiv og dativ, som kun bevares på rumænsk, bruges præpositionerne de 'fra' og ad 'til', jf. sp. el padre de la niña 'pigens fader' og ital. il padre dà una mela alla ragazza 'faderen giver pigen et æble'.

De romanske verbalsystemer viderefører stort set det latinske med visse karakteristiske ændringer: Futurumformerne erstattes overalt af omskrivninger, især af kombinationer af infinitiv og verbet habeo 'jeg har', jf. ital. darò 'jeg vil give' af lat. dare habeo. Latinsk perfektum, som både har førnutids- og fortidsbetydning, begrænses til fortidsbetydningen, mens omskrivning med habeo og perfektum participium udtrykker førnutid, jf. ital. diedi 'jeg gav' og ho dato 'jeg har givet', der begge modsvarer lat. dedi. Pluskvamperfektumformerne bevares alene i de perifere sprog, jf. port. cantara 'jeg havde sunget' af lat. pluskv. ind. cantaveram og rum. cântase 'jeg havde sunget' af lat. pluskv. konj. cantavissem.

Ordforråd

Det latinske grundlag, herunder senere lån fra det latinske skriftsprog i form af de såkaldt lærde ord, ses tydeligt i det centrale ordforråd, fx lat. vaccam 'ko' og caballum 'hest':

De samme ord kan gennemløbe forskellige betydningsudviklinger, som bl.a. afspejler forskelle i levevilkår, jf. sp. llegar og port. chegar 'ankomme', begge af lat. plicare 'folde', fordi sejlet foldes sammen ved ankomst med skib, over for rum. a plica 'tage af sted' pga. sammenfoldning af telt ved afrejse.

Blandt de vigtigste låneord i de romanske sprog er de germanske, som omfatter tre lag: De fællesromanske germanske låneord, der går tilbage til kejsertidens germanske lejetropper, fx ital. sapone, fr. savon, sp. jabón og rum. săpun 'sæbe', af germ. *saipōn, lån fra folkevandringstiden 400-500-t., jf. album 'hvid', der modsat lat. nigrum 'sort', som fortsætter i alle sprog, i de centrale sprog erstattes af et germansk ord beslægtet med dansk blank:

Hertil kommer nordiske lån fra vikingetiden i fransk. Et særtræk ved de iberoromanske sprog er den store mængde arabiske låneord, der afspejler den arabiske kulturs indflydelse i middelalderen, fx sp. arroz 'ris', aceituna 'oliven', almohada 'pude' og alcalde 'borgmester'.

På tilsvarende vis har rumænsk pga. den tætte kontakt med slavisktalende folk mange ord af slavisk oprindelse, fx prieten 'ven', hvor alle andre romanske sprog fortsætter lat. amicum, og dobbeltformer som vreme og timp 'tid' over for sard. tempus, ital. tempo, sp. tiempo, port. tempo og fr. temps, alle af lat. tempus. Et parallelt latinsk ordpar er pacem, akk. af pax 'fred', der bevares overalt, og bellum 'krig', der i de vestromanske sprog erstattes af et germansk ord *werra, jf. eng. war, men i rumænsk af et slavisk ord for 'drab', jf. russisk og bulgarsk razboj 'røveri, plyndren':

Udbredelse i moderne tid

De romanske sprog er siden renæssancens portugisiske og spanske opdagelsesrejser og påfølgende kolonisering udbredt til det meste af verden. Således har næsten alle stater i Mellem- og Sydamerika spansk eller portugisisk som officielt sprog. Her findes også de største koncentrationer af romansktalende: Ca. 180 mio. portugisisktalende i Brasilien og ca. 300 mio. spansktalende i det øvrige Latinamerika, mens fransk er udbredt i Nord- og Vestafrika som officielt sprog eller kommunikationssprog. Dertil kommer, at de romanske sprog, især fransk og portugisisk, har været kilde til en række kreolsprog og pidginsprog. Se også latin og romansk filologi.