etiopiske sprog

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

etiopiske sprog, samlebetegnelse for de semitiske sprog på Den Abessinske Halvø, kaldet Afrikas Horn. Disse sprog har udviklet sig ud fra sydarabiske indvandreres sprog; i perioden fra 600 f.Kr. til Kristi fødsel bragte de det med sig under den gradvise bosættelse i det nuværende Eritrea og nordlige Etiopien. Deres sprog, der omfattede sabæisk og måske også andre sydarabiske sprog, fortrængte de kushitiske sprog, især agaw, der blev talt i området.

Fra tiden omkring Kristi fødsel under kongeriget Aksum kendes sproget geez, et fra sydarabisk forskelligt sprog, der havde rod i indvandrernes sprog. Sproget har eget alfabet, en kursivform af den sydarabiske konsonantskrift, som igen er udviklet af det fønikiske alfabet. I 300-t. begyndte man at tilføje vokaltegn til konsonanttegnene, som derved alle fik syv forskellige former.

Fra geez, der uddøde som talesprog ca. 1000, stammer de moderne etiopiske sprog og dialekter. De inddeles i to hovedgrupper: nordetiopisk, som står geez nær og omfatter tigre og tigrinnya, har som geez imperfektivisk aspekt med fordoblet rodkonsonant: yenagger 'han taler', og sydetiopisk, som ikke har fordoblet rodkonsonant. Da fordoblingen i geez synes at være et fælles træk for flere semitiske sprog, antages fordoblingen at have eksisteret i ursemitisk, men den er gået tabt i sydetiopisk.

Til gengæld har visse sydetiopiske sprog fået fordobling i perfektum: naggara 'han talte, har talt'. Med baggrund heri opdeles de derfor i to undergrupper: med fordobling i amharisk, de nu uddøde sprog gafat og argobba, nordgurage, vestgurage, og uden fordobling: harari, østgurage, tshaha. Se også arabisk sprog, aspekt, geez og semitiske sprog.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
17/02/2009
Oprindelig forfatter
K-GP
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki