tjekkisk

Dialekter

Der skelnes mellem fire dialektgrupper: bøhmisk omkring Prag, centralmoravisk omkring Brno, schlesisk mod nordøst og moravisk-slovakisk ved grænsen til Slovakiet. I grænseområder med tidligere tysksproget befolkning, fx Sudeterland, er de fleste tilflyttere, og sproget er derfor ikke dialektpræget.

Skrift og lyd

Tjekkisk skrives med det latinske alfabet. Udtalen kan aflæses næsten direkte af skriften. Til gengivelse af specielle tjekkiske lyde, fx alveolarerne č [ʧ], š [ʃ] og ž [ʒ], anvendes háček. Dette tegn, der som andre diakritiske tegn er udviklet i begyndelsen af 1400-t. af reformatoren Jan Hus, har siden bredt sig til andre slaviske skriftsprog, bl.a. slovakisk, slovensk og kroatisk, og anvendes internationalt til translitteration af kyrillisk skrift. Ud over snurret fortunge-r, [ɾ] i fx rasa 'race', har tjekkisk tillige en vibrant med friktionsstøj ř [ɾʒ], fx řasa 'øjenvippe' og efternavnet Dvořák.

Tjekkisk skelner som dansk mellem korte og lange vokaler. Mens lange vokaler på dansk kun forekommer i trykstærke stavelser, findes de på tjekkisk også i tryksvag position. Lang vokal angives oftest med accent aigu. Trykket er på første stavelse, også ved udvidelser med præfiks eller proklitisk partikel, fx ne- 'ikke', jf. ˈdát 'give' over for ˈnedat 'ikke give'.

Grammatik

Tjekkisk er et syntetisk sprog og har bevaret de oprindelige syv kasus i slavisk: nominativ, vokativ, akkusativ, genitiv, dativ, instrumentalis og lokativ. Verbernes bøjning er kompleks og omfatter bl.a. flere participier og gerundier. Verbalsystemet er som i andre slaviske sprog præget af aspekt. Ordstillingen er "fri", men ikke tilfældig. Mens den i dansk først og fremmest tjener til at udtrykke syntaktisk ledværdi, fx subjekt og objekt, angiver den i tjekkisk leddenes kommunikative værdi. Den kommunikative ordstilling er i store træk fælles for alle slaviske sprog, men først beskrevet for tjekkisk.

Ordforråd

Som gammelt kultursprog har tjekkisk både videreudviklet sit oprindelige slaviske ordforråd og optaget låneord fra især tysk, men også fra latin, græsk, polsk, russisk og engelsk. I substantiver indlånt fra latin og græsk anvendes den oprindelige endelse i nominativ sing., men erstattes af tjekkiske i de øvrige former, fx nominativ sing. dinosaurus, genitiv sing. dinosaura, nominativ plur. dinosauři. Moderne engelske låneord tilpasses oftest tjekkisk ortografi, fx ofsajd 'offside'. Undertiden kan både tjekkisk og engelsk stavemåde anvendes, fx klíring ved siden af clearing og džez ved siden af jazz.