tjekkisk, officielt sprog i Tjekkiet; udgør sammen med slovakisk
den tjekkoslovakiske gruppe af de vestslaviske sprog; se slaviske sprog. Tjekkisk tales af ca. 9,5 mio. i Tjekkiet og i mindre enklaver i bl.a. Slovakiet og Polen.
Det tjekkiske skriftsprog er baseret på en standard udarbejdet af J. Dobrovský i begyndelsen af 1800-t. på grundlag af tjekkiske tekster fra 1500-t. Dobrovský genindførte visse grammatiske former, der var forsvundet fra det talte sprog, bl.a. gerundium. Skriftsproget er derfor udpræget arkaisk og adskiller sig klart fra det uformelle talesprog. Standardsprogets udvikling følges af Videnskabsakademiets Institut for Tjekkisk.
Der skelnes mellem fire dialektgrupper: bøhmisk omkring Prag, centralmoravisk omkring Brno, schlesisk mod nordøst og moravisk-slovakisk ved grænsen til Slovakiet. I grænseområder med tidligere tysksproget befolkning, fx Sudeterland, er de fleste tilflyttere, og sproget er derfor ikke dialektpræget.
Tjekkisk skrives med det latinske alfabet. Udtalen kan aflæses næsten direkte af skriften. Til gengivelse af specielle tjekkiske lyde, fx alveolarerne č [ʧ], š [ʃ] og ž [ʒ], anvendes háček. Dette tegn, der som andre diakritiske tegn er udviklet i begyndelsen af 1400-t. af reformatoren Jan Hus, har siden bredt sig til andre slaviske skriftsprog, bl.a. slovakisk, slovensk og kroatisk, og anvendes internationalt til translitteration af kyrillisk skrift. Ud over snurret fortunge-r, [ɾ] i fx rasa 'race', har tjekkisk tillige en vibrant med friktionsstøj ř [ɾʒ], fx řasa 'øjenvippe' og efternavnet Dvořák.
Tjekkisk skelner som dansk mellem korte og lange vokaler. Mens lange vokaler på dansk kun forekommer i trykstærke stavelser, findes de på tjekkisk også i tryksvag position. Lang vokal angives oftest med accent aigu. Trykket er på første stavelse, også ved udvidelser med præfiks eller proklitisk partikel, fx ne- 'ikke', jf. ˈdát 'give' over for ˈnedat 'ikke give'.
Tjekkisk er et syntetisk sprog og har bevaret de oprindelige syv kasus i slavisk: nominativ, vokativ, akkusativ, genitiv, dativ, instrumentalis og lokativ. Verbernes bøjning er kompleks og omfatter bl.a. flere participier og gerundier. Verbalsystemet er som i andre slaviske sprog præget af aspekt. Ordstillingen er "fri", men ikke tilfældig. Mens den i dansk først og fremmest tjener til at udtrykke syntaktisk ledværdi, fx subjekt og objekt, angiver den i tjekkisk leddenes kommunikative værdi. Den kommunikative ordstilling er i store træk fælles for alle slaviske sprog, men først beskrevet for tjekkisk.
Som gammelt kultursprog har tjekkisk både videreudviklet sit oprindelige slaviske ordforråd og optaget låneord fra især tysk, men også fra latin, græsk, polsk, russisk og engelsk. I substantiver indlånt fra latin og græsk anvendes den oprindelige endelse i nominativ sing., men erstattes af tjekkiske i de øvrige former, fx nominativ sing. dinosaurus, genitiv sing. dinosaura, nominativ plur. dinosauři. Moderne engelske låneord tilpasses oftest tjekkisk ortografi, fx ofsajd 'offside'. Undertiden kan både tjekkisk og engelsk stavemåde anvendes, fx klíring ved siden af clearing og džez ved siden af jazz.
|
Sætningsled som subjekt og objekt mv. er ikke som på dansk bundet til bestemte positioner i sætningen, men leddenes rækkefølge angiver deres kommunikative funktion. Ved neutral intonation udgør sætningens første led udsagnets emne, dets tema, mens resten af sætningen rummer meddelelsens kerne, rema. Denne skelnen, der i 1930'erne blev introduceret af den tjekkiske lingvist V. Mathesius (1882-1945) under betegnelsen sætningens aktuelle leddeling, er videreudviklet af Pragerskolen mfl. Eksemplet viser fire varianter af en tjekkisk sætning. I oversættelsen angiver store bogstaver emfase, der ved siden af sætningskløvning, jf. eksempel 2, undertiden er den eneste mulighed for at signalere rema på dansk.
|
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki