dialektologi

dialektologi, det videnskabelige studium af dialekter. Dialektologien går i sin nuværende form tilbage til 1800-t., da man for alvor begyndte at interessere sig for "folkemålene" dels som manifestation af den voksende nationale bevidsthed, dels på videnskabelig basis som et led i den sammenlignende og historiske sprogvidenskab.

En central opgave for dialektologien er at beskrive hver dialekt systematisk mht. fonetiske og morfologiske forhold samt at gøre rede for dialekternes ordforråd. Hertil kommer det sproghistoriske studium af dialekter og kortlæggelsen af den geografiske dialektfordeling ved fastlæggelse af isoglosser for bestemte dialektale fænomeners udbredelse. I beskæftigelsen med disse emner kan man inddrage viden om befolkningsforhold i fortid og nutid, ligesom disse forhold omvendt kan belyses af dialektale træk.

For at kunne beskrive dialektords betydning må dialektologen ofte beskæftige sig indgående med den folkelige kulturhistorie, ikke mindst traditionel teknologi og traditionelle skikke. Dialektologien adskiller sig i øvrigt fra megen anden sprogvidenskab ved at være udpræget talesprogsorienteret; i denne og andre henseender er der berøring mellem disciplinerne dialektologi og sociolingvistik.

Nutidens talesprog i Danmark og i mange andre lande præges af dialekternes vigen til fordel for regionale varianter af rigsmålet, såkaldt dialektudtynding. Se danske dialekter.