rigssprog

rigssprog, betegnelse for nationalsprog, en stats officielle sprog, og/eller for standardsprog, en sprogform, der i alt væsentligt er uden lokale og sociale særtræk. Spændvidden i begrebet ses af forholdet i Finland, hvor svensk ifølge forfatningen er nationalsprog ved siden af finsk: I alle offentlige forhold repræsenteres de talrige svenske dialekter i skrift og tale af et fælles finlandssvensk rigssprog, der i en større sammenhæng kan defineres som en regional variant af rikssvenska, dvs. standardsproget i Sverige.

Rigssprog og det næsten synonyme rigsmål anvendes traditionelt mest om nordiske forhold. Svarende til rigsdansk taler man gerne om standardengelsk, standardfransk mv. Undervisning i fremmedsprog tager normalt standardsproget som mønster.

Rigssprog er opstået i organiserede samfund under forskellige historiske betingelser, oftest sådan, at en enkelt dialekt blev bestemmende for normen. I Danmark var skriftsproget allerede i 1200-t. orienteret mod dialekten på Sjælland, den tids centrale region, og ved midten af 1500-t. var et landsomfattende skriftsprog etableret. Et anonymt skuespil fra begyndelsen af 1600-t., der benytter dialekt i bønders replikker, er det ældste kendte eksempel på modsætning mellem rigssprog og dialekt. Udviklingen af et rigstalesprog tog for alvor form i begyndelsen af 1800-t. ved udbredelse af træk fra talesproget i København, se København (sprog).