Tysk. Dette eksempel på tysk kommandosprog til brug i den danske hær er en del af et tosproget eksercerreglement fra 1772. Reglementet var beregnet på befalingsmændene, som brugte ordrerne i eksercitsen, hvor de menige skulle gentage dem i kor. Fra 1773 blev hærens sprog imidlertid dansk, således som det altid har været flådens.
tysk, germansk sprog, der som modersmål tales af ca. 100 mio., heraf ca. 82 mio. i Forbundsrepublikken Tyskland, ca. 8 mio. i Østrig og ca. 4,5 mio. i Schweiz. Tysk er sammen med russisk det største modersmål i Europa. I EU har 24% tysk som modersmål, mens 32% taler det (2005).
Det tyske sprog omtales gerne som ét sprog, men i virkeligheden blev der først skabt en fælles tysk sprognorm med kejserrigets dannelse i 1871 efter Den Fransk-tyske Krig.
Sproget rummer stadig stor variation. I de tysktalende regioner uden for Tyskland er sproget overalt standardtysk foruden den lokale tyske dialekt; i Luxembourg letzeburgsk, der har officiel status og eget skriftsprog, i de centrale og østlige kantoner i Schweiz schweizertysk og i Liechtenstein alemannisk.
Hertil kommer de tyske dialekter elsassisk, der tales i Alsace, hvor nationalsproget er fransk, og bayersk i Sydtyrol, hvor det er italiensk. Se også schweizertysk.
Tysktalende befolkningsgrupper findes herudover bl.a. i Danmark (ca. 20.000), i Belgien (ca. 120.000), i den polske region Śląsk (tidligere Schlesien) og i Norditalien (omkring Verona). Som indvandrersprog tales tysk over hele verden, i Europa bl.a. i Ungarn, Rumænien, Rusland og Ukraine, i Nordamerika i USA og Canada, i Sydamerika i Argentina, Brasilien, Chile og Paraguay, i Asien i Kasakhstan, i Afrika i den tidligere tyske koloni Namibia samt i Australien.
I nogle tilfælde er der dog kun tale om reminiscenser af tysk. De såkaldte Spätaussiedler, efterkommere af udvandrere, der har ret til fri immigration i Forbundsrepublikken efter slægtens op til flere hundrede år i Rusland eller det tidligere Sovjetunionen, har ofte store sproglige problemer i dagens Tyskland.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Tysk. Dette eksempel på tysk kommandosprog til brug i den danske hær er en del af et tosproget eksercerreglement fra 1772. Reglementet var beregnet på befalingsmændene, som brugte ordrerne i eksercitsen, hvor de menige skulle gentage dem i kor. Fra 1773 blev hærens sprog imidlertid dansk, således som det altid har været flådens.
Viser 1 af 1 billeder
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki