Faktaboks

Joseph Stiglitz

Joseph Eugene Stiglitz

Født
9. februar 1943, Gary, Indiana, USA

Joseph Stiglitz.

.

Joseph Stiglitz er en amerikansk økonom, som har ydet væsentlige bidrag til økonomisk teori på flere forskellige områder, både indenfor mikro- og makroteori.

Uddannelse og karriere

Stiglitz blev uddannet ved Amherst College og tog en ph.d. ved MIT i 1967. Efterfølgende var han professor i økonomi ved Yale og Princeton. Fra 2001 har Stiglitz været professor ved Columbia University, idet han dog samtidig er tilknyttet flere universiteter i USA og Europa. I perioden 1997-1999 var han cheføkonom ved Verdensbanken.

Stiglitz har fungeret som rådgiver for de amerikanske præsidenter Bill Clinton og Barack Obama, for den græske regering under gældskrisen, og for britiske Jeremy Corbyn og Labour Party.

Bidrag til økonomisk teori

Stiglitz er en alsidig og produktiv forsker, som har bidraget på mange områder af den økonomiske teori. Han har således vist, hvordan asymmetrisk information kan forklare bl.a. kreditrationering og arbejdsløshed, og han har udviklet metoder til vurdering af risiko. Videre har hans arbejde med teorien om monopolistisk konkurrence været nyttigt i den moderne teori om international handel. På det makroøkonomiske område har han bidraget til den nykeynesianske teori.

Stiglitz modtog i 2001 Nobelprisen i økonomi sammen med G. Akerlof og A.M. Spence for sine bidrag til teorien om asymmetrisk information.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig