Milton Friedman

Friedman er mest kendt for sine bidrag indenfor monetær teori. Han var hovedmanden bag monetarismen, der mente, at udviklingen i pengemængden var afgørende for udviklingen i den økonomiske aktivitet. Dette synspunkt stod i kontrast til 1950'ernes og 1960'ernes fremherskende keynesianske teori, der tillagde monetære forhold en ret lille betydning. Friedman fremhævede pengepolitikkens centrale betydning i modsætning til keynesianernes vægt på finanspolitik. Samtidig mente han, at efterspørgslen efter penge var meget stabil over tid, og at man derfor kunne sikre en stabil udvikling i samfundsøkonomien, hvis centralbankerne sørgede for at opretholde en konstant vækst i pengemængden.

Friedman efterprøvede sine synspunkter i flere store værker om USA's monetære og økonomiske udvikling siden midten af 1800-tallet. Blandt andet argumenterede han for, at hovedårsagen til 1930'ernes store depression i USA var en forfejlet pengepolitik fra den amerikanske centralbanks side.

Friedman advokerede samtidig med Edmund Phelps for, at ledigheden på trods af konjunktursvingninger ville have en tendens til at vende tilbage til et bestemt niveau, det strukturelle (af Friedman kaldt det "naturlige") niveau. Man kan altså ikke ved hjælp af ekspansiv økonomisk politik permanent skabe en lavere ledighed, end strukturerne på arbejdsmarkedet tilsiger, fordi det vil skabe uholdbare inflationsstigninger. Friedman formulerede det sådan, at Phillipskurven, dvs. sammenhængen mellem ledighed og inflation, er lodret på lang sigt. I dag er dette synspunkt almindeligt udbredt.

Friedman mente, at en aktiv stabiliseringspolitik principielt godt kunne påvirke ledigheden på kort sigt, men han var skeptisk overfor, at det i praksis var muligt at reagere hurtigt og effektivt nok. Han anbefalede derfor, at myndighederne generelt var tilbageholdende med at føre stabiliseringspolitik i det hele taget. Friedman var generelt fortaler for en mindre reguleret markedsøkonomi. Han var i en periode rådgiver for den amerikanske præsident Ronald Reagan.

Indenfor forbrugsteori udviklede Friedman den permanente indkomsthypotese, ifølge hvilken husholdningers forbrug afhænger af den langsigtede udvikling i deres indkomst.

Videnskabsteoretisk var Friedman instrumentalist og tilhænger af såkaldt "positive economics", dvs. af teorier, som var gode til at forudsige de økonomiske aktørers adfærd uden nødvendigvis at være bogstaveligt realistiske. Modeller skal bruges til at drage anvendelige slutninger, og indgående diskussion af deres forudsætninger og krav om realisme ville ifølge Friedman ofte ende i gold intellektuel strid.