Faktaboks

Robert Aumann

Robert John Aumann

Født
8. juni 1930, Frankfurt am Main, Hessen, Tyskland
Robert Aumann
Robert Aumann modtog Nobelprisen i økonomi i 2005. Her er han fotograferet i Nobel Museet i Stockholm samme år.
Robert Aumann
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Robert Aumann er en israelsk-amerikansk matematiker og økonom, som har ydet en væsentlig indflydelse på udviklingen af spilteori i anden halvdel af 1900-tallet.

Uddannelse og karriere

Aumann blev uddannet ved MIT i USA, hvor han tog en ph.d. i matematik i 1955. Siden 1956 har han været tilknyttet Hebrew University i Jerusalem, fra 1968 som professor. Han har desuden været gæsteprofessor ved en lang række universiteter. Han modtog Nobelprisen i økonomi i 2005 sammen med den amerikanske økonom og politolog Thomas C. Schelling.

Robert Aumanns arbejder

I sine videnskabelige arbejder har Aumann bidraget til næsten alle dele af den moderne spilteori, hvor hans bidrag ofte har dannet grundlag for helt nye forskningsområder. Han har således introduceret nye ligevægtsbegreber som den korreleret ligevægt, har udvidet forståelsen af begreber som common knowledge (alle involverede har en bestemt viden og ved, at alle har den), har arbejdet med grundlaget for visse kooperative løsningsbegreber med gentagne spil, specielt sådanne hvor parterne har ufuldstændig viden om hinanden.

Ved siden af sine konkrete bidrag har Aumann haft betydning som grundlægger af en hel skole indenfor spilteori, knyttet til Hebrew University, og desuden generelt til udbredelsen af anvendelsen af spilteori.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig