Efterkrigstidens globale økonomiske, politiske og kulturelle internationalisering har sammen med især den økonomiske integration i Europa sat sit præg på dansk udenrigspolitik og deltagelse i internationalt samarbejde.

Danmark har på den ene side fra 1990'erne været en aktiv fortaler for øget europæisk samarbejde inden for EU. Danmark har støttet udvidelsen af EU's medlemskreds. Især de baltiske lande har haft Danmark som fortaler. Danmark støtter også vidtgående EU-beføjelser på miljøområdet. På den anden side har et flertal af den danske befolkning i 1992 og i 2000 afvist forslag fra regeringen om hhv. Maastrichttraktaten og om dansk deltagelse i euroen. Resultatet er, at Danmark har forbehold over for bl.a. deltagelse i euroen og EU's forsvarssamarbejde. Skiftende regeringer har arbejdet for at fjerne forbeholdene, men er bundne af, at det kun kan ske gennem nye folkeafstemninger.

Danmarks forsvarsforbehold over for EU-samarbejdet har styrket dansk interesse i at sikre NATO's centrale placering. Danmark har deltaget med tropper i NATO-aktionen i Kosovo i 1999, har sendt kamptropper til Afghanistan i 2001 som støtte til USA's angreb på Talebanregimet og i 2011 deltaget med kampfly i NATO-aktionen i Libyen. Optagelsen af de baltiske lande i NATO har været en mærkesag for Danmark.

Udenrigspolitik

Danmarks udenrigspolitik har som mål at fremme dansk sikkerhed, at skaffe størst mulig økonomisk velfærd samt at fremme danske værdier vedr. ret og uret. Danmarks internationale forbindelser kan forstås ud fra tre sammenhænge. En global cirkel præget af samarbejdet i FN og forbindelserne til den tredje verden samt af den globale økonomiske integration; en europæisk cirkel bestemt ved udviklingen inden for EU og endelig en lokal cirkel bestemt af udviklingen omkring Østersøen og af forholdet til de nordiske lande.

Under den kolde krig blev det forsøgt at skabe en balance i dansk udenrigspolitik mellem forbindelserne til USA gennem NATO, medlemskabet af EF og en aktiv medvirken i FN og det internationale bistandssamarbejde. Man talte om de fire hovedhjørnestene i dansk udenrigspolitik; NATO, Europa, FN og Norden. Denne balancepolitik er siden blevet afløst af et EU-fundament.

EU er det vigtigste organ i dansk udenrigspolitik. Afslutningen af den kolde krig og Tysklands genforening har forstærket denne tendens. Samtidig er Tyskland blevet den væsentligste udenrigspolitiske partner. Den umiddelbare sikkerhedspolitiske trussel mod dansk territorium er forsvundet. Med udgangspunkt i de nordiske og europæiske forbindelser har Danmarks placering som nabo til de nye baltiske stater og Polen givet anledning til nye udfordringer.

Norden har været og er stadig en vigtig ideologisk samarbejdspartner, hvilket bl.a. er kommet til udtryk igennem arbejdet i Nordisk Råd. Det omfattende kulturelle fællesskab, nordisk pasunion og det frie indbyrdes arbejdsmarked har skabt tætte forbindelser mellem Danmark og det øvrige Norden. En af de store udfordringer for Danmark er at forbinde dette fællesskab med den europæiske politik. Med Sveriges og Finlands indtræden i EU er Danmark ikke længere det eneste nordiske medlemsland; samtidig står Norge, Island, Grønland og Færøerne uden for EU.

NATO har Danmark arbejdet for at bevare som den centrale sikkerhedspolitiske institution i Europa, og det har været vigtigt for Danmark, at USA fortsat deltager aktivt i NATO, mens man fra dansk side har været mere forsigtig med at støtte hurtige udvidelser af NATO til også at omfatte de østeuropæiske lande.

FN har altid haft en stærk dansk opbakning både økonomisk og politisk. Danmark deltog i oprettelsen i 1945 og har deltaget i over halvdelen af alle FN's fredsbevarende operationer. Danmark har også været en aktiv fortaler for at gøre FN til den centrale formidler af bistand til den tredje verden. FN's arbejde for menneskerettigheder, miljø, social udvikling, fælles sikkerhed og demokrati har fået fuld opbakning fra dansk side.

Den danske bistandspolitik

Som et af de få lande i verden ydede Danmark i 1990'ernes anden halvdel 1% af bruttonationalindkomsten, BNI, til det internationale udviklingsarbejde. En stor del af pengene anvendtes til indkøb af varer og tjenesteydelser i Danmark. Næsten halvdelen af den danske bistand ydes gennem internationale organisationer. Også støtte til de baltiske lande og andre østeuropæiske lande har haft stor betydning i dansk bistandspolitik. I det direkte samarbejde søger Danmark at støtte de fattigste befolkningsgrupper i de 12-20 hovedsamarbejdslande, Danmark har i den tredje verden. Mere end halvdelen af de direkte bistandsmidler går til Afrika.

Fra sin tiltræden i 2001 signalerede den nye VK-regering under ledelse af Anders Fogh Rasmussen en ny linje. Bistanden blev skåret ned for at skaffe penge til det danske sundhedsvæsen og udgør i dag 0,8% af BNI. I 2015 gik Venstre til valg med løftet om at sænke bistanden til 0,7% af BNI for igen at skaffe penge til de voksende udgifter til sundhedsvæsenet. Med de 0,7% af BNI holder regeringen sig inden for FN's anbefaling.

Siden 2002 har regeringen endvidere reduceret og omlagt den omfangsrige danske miljøbistand. Bistanden bliver nu helt administreret af Udenrigsministeriet og udviklingsbistand vil kun blive ydet til lande, der lever op til kravene om demokrati, menneskerettigheder og aktiv deltagelse i terrorbekæmpelsen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig