Grækenlands økonomi

Grækenlands økonomi har historisk været karakteriseret ved store ubalancer, underskud og afhængighed af Vesteuropa og USA. Der har siden statens dannelse 1829 været tale om en række statsbankerotter. De første i 1827 og 1843 handlede om såkaldte befrielseslån til indkøb af våben fra Vesteuropa til brug i befrielseskrigen mod Osmannerne. I 1893 var der tale om lån til modernisering af statsapparat, infrastruktur og til dækning af underskud i forbindelse med drueeksportens kollaps. I 1932 lån til dækning af statens underskud pga. den internationale finanskrise og tobakseksportens sammenbrud. I 1953 pga. den tyske besættelse og borgerkrigens ruinering af landet med efterfølgende stor devaluering og Marshall-hjælpen fra USA. Siden da voksede den græske økonomi op igennem 1960-70’erne, men blev i midten af 1970’erne igen ramt af krise pga. den internationale oliekrise.

I perioden fra 1950’erne og frem har der kronisk været underskud på handelsbalancen, og de offentlige udgifter har været større end indtægterne. Efter at det socialistiske/socialdemokratiske parti PASOK var kommet til magten i 1981, som det første ikke-borgerlige parti, gennemførtes omfattende nationaliseringer, og den offentlige sektors andel af BNP steg fra ca. 55% til 70% i slutningen af 1980'erne. En stor forøgelse af de offentlige udgifter i løbet af 1980'erne førte til en dramatisk forværring af de offentlige finanser og til stigende inflation.

I april 1990 overtog Nea Demokratia regeringsmagten og iværksatte omgående initiativer til forbedring af de offentlige finanser i form af et privatiseringsprogram og et stabiliseringsprogram, som blev økonomisk støttet og overvåget af EF-Kommissionen. Intern splid i regeringspartiet om reformpolitikkens omfang førte imidlertid til nye budgetproblemer og en heraf afledt krise i forholdet til EU, som i 1991 fastfrøs støtten til stabiliseringsprogrammet.

Hovedprioriteten for finanspolitikken, at nedbringe budgetunderskuddet, blev imidlertid fastholdt, og i 1992 fremlagde regeringen et konvergensprogram, som gennem omfattende besparelser i den offentlige sektor og stigende skatteindtægter skulle sætte Grækenland i stand til at opfylde kravene for deltagelse i EU's økonomiske og monetære union, ØMUen. Som et led i programmet måtte den græske nationalbank ikke finansiere det offentlige budgetunderskud, hvilket resulterede i en betydelig pengepolitisk stramning.

Valget i oktober 1993 førte atter PASOK til regeringsmagten. Partiet udbyggede stabiliseringspolitikken ved bl.a. at indføre trepartsforhandlinger på arbejdsmarkedet for at opnå en lavere løn- og prisstigningstakt og nedbringe arbejdsløsheden. Inflationsraten var i 1995 faldet til lidt over 9% fra ca. 15% i 1993, men arbejdsløsheden og budgetunderskuddet var forblevet høje, begge omkring 10%, og den offentlige sektors bruttogæld oversteg det årlige BNP.

Den økonomiske vækst, som i første halvdel af 1990'erne i gennemsnit var på blot 1% om året, søgtes fremmet gennem store investeringer i infrastrukturen, delvis finansieret med EU-midler. De mest synlige projekter rettede sig mod OL-afholdelsen i Athen 2004 og omfattede bl.a. opførelsen af en ny lufthavn i Athen og betydelige udbygninger af byens metronet og af motorvejsnettet samt store idrætsanlæg.

I slutningen af 1990'erne fortsatte bestræbelserne på at tilpasse økonomien til EU-landenes overordnede målsætning om økonomisk stabilitet såsom orden i de offentlige finanser og lav inflation; bl.a. iværksattes offentlige nedskæringer og privatiseringer af statslig industri. I 2001 kunne Grækenland indtræde i ØMUen, og i 2002 blev drakmer udskiftet med euro. Adgangsdokumentationen blev i 2004 afsløret som "kreativ bogføring", idet PASOK-regeringen havde underdrevet udgifterne til bl.a. det kostbare militære apparat. I virkeligheden havde budgetunderskuddet længe været større end de aftalte 3% af BNP; i 2005 var det 4,4%.

ØMU-medlemskabet resulterede imidlertid i et markant rentefald, som på sin side understøttede en høj vækst på ca. 4% i perioden 2001-05; tallet ligger på niveau med de årlige tilskud fra EU, som har tilført det græske samfund en stor dynamik. Siden midten af 1990'erne har væksten været betydelig højere end gennemsnittet for EU-landene. Den høje vækst og en relativt høj inflation har dog resulteret i et stort underskud på betalingsbalancen. Et andet problem udgør var arbejdsløsheden, som fortsat lå omkring 10% eller nogenlunde det samme som i 1996 til trods for et tiårs høj vækst og en erhvervsfrekvens, der bl.a. pga. tidlig pensionering og lav kvindelig erhvervsaktivitet lå under 60% i 2004 (Danmark 76%). Regeringen forsøgte at reducere bureaukrati og korruption og samtidig, under folkelig modstand, at gennemføre reformer af arbejdsmarkedet og på pensionsområdet.

Grækenland har længe haft et voldsomt handelsunderskud, som dog afbødes af indtægter fra skibsfart, turisme og fra grækere i udlandet; disse sektorer var ligesom landbruget større end i andre EU-lande. Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 stilede Grækenland mod at udbygge sin strategiske position som forbindelsesled mellem Europa på den ene side og Asien, Mellemøsten og Nordafrika på den anden. Landets vigtigste samhandelspartnere var imidlertid Tyskland og Italien, som i 2005 tilsammen tegnede sig for omkring en fjerdedel af den samlede græske udenrigshandel. Danmarks eksport til Grækenland var i 2005 på 3.815 mio. kr., mens importen derfra udgjorde 1.041 mio. kr.

I perioden 2004 til 2009, hvor det konservative parti Nea Demokratia havde regeringsmagten, begyndte den græske økonomi at skrante. Arbejdsløsheden faldt formelt fra 10,5% til 9,5% i perioden, men reelt var den større, da mange især kvinder og indvandrere ikke lader sig registrere som arbejdssøgende, da de foretrækker sort arbejde. Produktiviteten stagnerede og eksporten faldt løbende i perioden fra 17,3% af BNP i 2004 til 7,1% i 2007 og til -19,4% af BNP i 2009.

Det offentlige underskud steg fra ca. 20% i 1975 til ca. 130% af BNP i 2009. I stedet for at reducere det offentlige underskud fortsatte regeringen efter genvalg i 2007 frem til 2009 med at optage stadig større lån i ind- og udland til dækning af det stigende offentlige forbrug og underskud samtidigt med, at der indførtes nye liberale støtteordninger og skattelettelser til erhvervslivet. Det årlige offentlige underskud steg fra 7,5% i 2004 til 15,6% af BNP i 2009. Den samlede offentlige gæld steg fra 183 mia. € i 2004 (99% af BNP) til 301 mia. € i 2009 (127% af BNP). Det stigende offentlige og private forbrug fik importen til at stige fra 45 mia. € i 2004 til 65 mia. € i 2008.

Underskuddet på handelsbalancen steg fra 21 mia. € i 2004 (- 5,4% af BNP) til 40 mia. € i 2008 (-11,5% af BNP). Det samlede underskud på betalingsbalancen steg fra 5,8% i 2004 til 11,2% af BNP i 2009, mens den årlige stigning i BNP faldt fra 5,0% i 2004 til -4,4% i 2009. Den samlede beskæftigelse steg fra 4,3 mio. i 2004 til 4,5 mio. i 2009. Arbejdsløsheden faldt fra 10,3% i 2004 til 9,0% i 2009.

Med den internationale finanskrises gennemslag i Grækenland fra efteråret 2009 eksploderede den græske økonomiske krise frem til 2014. Det samlede BNP faldt år for år frem til 2014 fra 237 mia. € i 2009 til 179 mia. € i 2014. Handelsbalancen var i minus frem til 2014, hvor der var et overskud på 1% af BNP. Betalingsbalancen bedredes løbende fra -11,2% af BNP i 2009 til 1,2% % i 2014. Beskæftigelsen faldt med ca. 1 mio. mennesker mellem 2009 og 2014, og arbejdsløsheden steg til 26,5% i 2014.

Trods krise viste den græske økonomi i løbet af 2014 små tegn på forbedring. Mens BNP var faldet årligt med gennemsnitlig ca. 5% mellem 2008 og 2013, så var der for første gang siden 2008 tale om en lille stigning af BNP på 0,8% fra 2013 til 2014. Men samlet set faldt græsk BNP fra 242 mia. € i 2008 til 179 mia. € i 2014 svarende til et samlet fald på 63 mia. € eller godt 25%. Det kroniske underskud på handelsbalancen har gennemsnitlig været på -7% i perioden 2004 til 2013, men udviste for første gang i 2014 en lille stigning på 1% i forhold til 2013. Det græske underskud på betalingsbalancen har i perioden 2004 til 2012 årligt været på gennemsnitlig ca. 10% med en svag stigning på 0.6% i 2013 og en på 1,2% i 2014, de første i næste 50 år. Den forbedrede betalingsbalance skyldes ikke mindst en kraftig stigning i antallet af turister, der steg fra 19 mio. i 2009 til 22 mio. i 2014. Hovedparten af turisterne kom fra andre EU-lande, mens 1,2 mio. kom fra Rusland og ½ mio. fra USA.

Den samlede statsgæld udviklede sig fra 183 mia. € i 2004 til 265 mia.€ i 2008 og videre til 356 mia.€ i 2011. Efter en gældsreduktion (haircut) på ca. 53% for en række private investorer, svarende til ca. 100 mia. € af statsgælden, i forbindelse med 2. låneaftale 2012, endte den samlede statsgæld alligevel med at stige til 315 mia. € i 2014. Gældsnedskrivningen betød bl.a. store tab for græske pensionsfonde, universiteter og andre private investorer. I % af BNP steg den samlede statsgæld fra 99% i 2004 til 177% i 2014 dels pga. fortsat låntagning og dels pga. det faktiske fald i BNP efter 2008.

Trods bedring af græsk økonomi forblev arbejdsløsheden den højeste i EU. Den var steget fra 7,6% i 2008 til 27,5% i 2013 og faldt derefter til 26,5% i 2014. For unge mellem 15 og 24 år faldt den fra ca. 65% til 51%. Faldet i arbejdsløsheden skyldes kun delvis oprettelse af nye arbejdspladser, men i højere grad en reduktion af den registrerede arbejdsstyrke, hvor især unge (ca. 180.000) med høj uddannelse udvandrede. Den største tilbagegang i beskæftigelsen fandtes i den sekundære sektor (industri og konstruktion), der i 2008 repræsenterede 22,3 % af beskæftigelsen faldende til 14,9% i 2014, mens den tertiære sektors (service, turisme) beskæftigelse steg fra 66,4 % i 2008 til 71,6 % i 2014. Siden 2010 har der gennemsnitlig være et fald i arbejdskraftomkostninger på -3,3% pr. år, mens inflationen har været på gennemsnitlig -1,5% fra 2012 til og med 2014.

Resultatet af de omfattende nedskæringer på de offentlige udgifter efter 2010 har været en fortsat økonomisk og social krise, men der er også for første gang i mange år tale om et primært budgetoverskud (minus afbetaling på lån) på ca. 1,5% af BNP i 2013 og 2014. Men disse overskud på statsbudgettet er ikke nok til at dække statens løbende udgifter til tilbagebetalinger af lån og renter og vil ifølge IMF heller ikke være det frem til 2020. Derfor forventes nye lånepakker med lavere lånerenter og evt. gældsomlægning/gældsreduktion (haircut) for at bringe den græske statsgæld ned på et såkaldt bæredygtigt niveau på omkring 120 % af BNP i 2020.

Læs mere om Grækenland.